Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Mindeord: Maria Christine Schütz var en aktiv og kreativ kvinde

Annonce

Fra Helle Schütz Karlsen har vi modtaget disse mindeord over hendes mor, Maria Christine Schütz, Kongensgade, Løjt Skovby:

Aabenraa: Maria Christine Schütz døde den 11. september, omgivet af sin familie, 80 år gammel.

Efter et kort sygdomsforløb sov hun ind i sit barndomshjem, hvor hun og vores far fra 1966 til 1981 drev den lokale købmandsforretning i Løjt Skovby, som de overtog efter hendes forældre.

Mor fik i 1980 arbejde på paskontoret i Aabenraa, og fra 1981 og frem, til hun gik på efterløn i 2000, var hun bogholder hos sin bror ved Mika Favør Supermarked, først i Aabenraa og senere i Sønderborg.

Hun og far havde stor glæde af at rejse til Rhodos, 14 dage hvert efterår, hvor de var sammen med gode venner. Efter mor mistede far i 2011, fortsatte hun selv med at tage af sted.

Som pensionist genoptog mor porcelænsmalingen, og hun delte gerne ud af sine fint malede ting. Hun havde også altid gang i strikketøjet, om det var en bluse til sig selv, masser af karklude til salg til ”Stafet for Livet” eller tøj til oldebarnet.

Hun havde et godt naboskab, hvor de hjalp hinanden, spillede kort og hyggede.

Foruden tre børn, fik hun seks børnebørn, og i april blev hun oldemor. Hun var altid klar til at passe børnebørnene, eller vores hunde samt naboens heste og kat.

Vi husker mor som en aktiv kvinde, med mange jern i ilden og altid klar til at hjælpe. Meget kreativ og dygtig med sine hænder.

På familiens vegne

Helle Schütz Karlsen

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce