Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Onkel Helge: Ungdommen er langt bedre end sit rygte

Helge Larsen siger, at ungdommen har helt andre rammevilkår i dag. Foto: Jens Eilertsen
Der er flere krav og højere forventninger til ungdommen i dag, og det er ikke de unges skyld, at de er mere usunde end tidligere, siger Helge Larsen før sin exit fra Statsskolen. Han er i øvrigt stolt over, at eleverne kalder ham "onkel".

Sønderborg: Fredag klokken 13.40 ringer klokken ud for gymnasielærer på Statsskolen Helge Larsen. Efter korte ansættelser på Middelfart Gymnasium og Uldum Højskole samt 15 år på Idrætshøjskolen Sønderborg og 23 år på Statsskolen er det slut. I fremtiden vil den 65-årige gymnasielærer koncentrere sig om det politiske arbejde - han er socialdemokrat og formand for Sundhedsudvalget.

Men hvordan ser Onkel Helge, som eleverne kalder ham, på ungdommen i dag? Nu, hvor det hele lakker mod enden, kan han jo tale frit fra leveren. Og det gør han så.

Men Helge Larsen siger først, at de unge, han har kontakt med, er hårdt arbejdende, venlige og positive. De lider dog under høje forventninger fra dem selv og omgivelserne, og det kan være vanskeligt at manøvrere i de mange muligheder, der er i dag.

- Det er altså sådan, at de unge i dag er mindst lige så gode, som vi var. Nogle er dovne og nogle er flittige. Forskellen er, at der i dag er flere forventninger og krav, vi ikke kendte til, da jeg var ung. De er under et kæmpe pres og ser hele tiden kun succeser udstillet på de sociale medier, siger Onkel Helge.

Jeg oplever elever, som ikke kan cykle og som ikke tør lave ruller på måtter eller træne i håndstand op ad en væg - nogle elevers motorik er så dårlig, at de risikerer at skade nakken, fordi de ikke kan bære deres egen kropsvægt. Det er tankevækkende, at vi i dag har at gøre med en gruppe elever, som er meget veltrænede, og en gruppe, som er i en elendig fysisk tilstand.

Helge Larsen

Mere usunde

Ungdommens sundhedstilstand bekymrer den 65-årige gymnasielærer. Han siger, at det år efter år konstateres, at de unges kondital falder, fedtprocenten stiger markant og også den psykisk/sociale sundhed er faldende med stress og ensomhed til følge.

- Jeg oplever elever, som ikke kan cykle og som ikke tør lave ruller på måtter eller træne i håndstand op ad en væg - nogle elevers motorik er så dårlig, at de risikerer at skade nakken, fordi de ikke kan bære deres egen kropsvægt. Det er tankevækkende, at vi i dag har at gøre med en gruppe elever, som er meget veltrænede, og en gruppe, som er i en elendig fysisk tilstand. Tidligere var mellemgruppen meget større.

Helge Larsen er både historie- og idrætslærer og han har i seks år udført sundhedstest på alle elever en gang årligt, så han ved, hvad han taler om.

- Det er ikke den enkelte elevs skyld - skylden ligger hos samfundsudviklingen og de sociale medier, siger Helge Larsen og peger på, at man i hans unge dage bevægede sig mere. Dengang cyklede man to kilometer over til en kammerat - nu ses man på Skype. De unge havde også flere opgaver - Helge Larsen nævner, at man på landet hjalp med at hakke roer. I dag har ungdommen ikke samme pligter - de sidder i stedet foran computeren.

- Forældrene bærer vel en stor del af skyden - det har en konsekvens, hvis en far i affekt giver sin søn en lussing, mens det er lovligt at fodre sit barn med gummebamser og chips i 15 år.

- Jeg vil ikke pålægge nogen skylden, og forældrene er jo også underlagt det samfund, vi lever i. De unge lever et kunstigt liv på Instagram - da jeg var i deres alder kravlede jeg i træer. Jeg kan godt forstå, at de unge bukker under og søger trøst i for eksempel cigaretter - mange unge er faktisk ensomme. Det har de skidt, men det værste, du kan sige til et ungt menneske, er: Du skal tage dig sammen. Så enkelt er det bare ikke, siger Helge Larsen - der til sidst siger, at det naturligvis først og fremmest er forældrenes opgave at få sendt deres børn ud i livet som sunde og glade unge mennesker. De skal magte at tage ansvar for både børnenes sundhed og for, at de bliver unge mennesker med dannelse.

Annonce

Skolen har også ansvar

- Skolen har vel også et ansvar?

- Jeg tager begrebet almen dannelse meget alvorligt. Det er vigtigt at arbejde med fagene, men det er lige så vigtigt at engagere sig i den enkelte elev - i det hele menneske. Gymnasieelever er bare store børn, og derfor skal vi lærere naturligvis træde i karakter som voksne. Vi skal turde opdrage og præge - den måde vi agerer, forholder de sig til.

- For mig har det været en fornøjelse og et privilegium at få lov til at præge unge mennesker. Jeg har haft elever, hvis forældre jeg også har undervist, og der er nogle af mine gamle elever, som er ansat i mit ansvarsområde i kommunen. Det er velfungerende voksne, fordi vi har fortalt dem, at det forventes af dem, at de gør sig umage. Det kan vi alle forlange af hinanden, og jeg har gjort mine elever klart, at de bør gøre en indsats for fællesskabet, hvis de har evnerne og overskuddet. Det er nærmest en borgerpligt. Det kan være som brandmand, fodboldtræner, politiker eller noget andet.

Helge Larsen er skeptisk over for karakterer og test.

- Jeg ser, hvor meget de styrer de fleste elevers gymnasieliv. Spørger du mig, bør Statssklolen i det mindste fjerne karakterer fra 1.g - sådan som nogle gymnasier eksperimenterer med. Man kan så arbejde med små delprøver, som undervejs kan fortælle lærer og elev, om der er styr på stoffet.

Helge Larsen

Helge Larsen er cand. mag fra Odense Universitet med hovedfag historie med samfundskundskab og bifag idræt. Han har studeret på Nordiska Afrika- instituttet i Uppsala og har taget specialstudier i Ghana.

Helge Larsen var i kort tid ansat på Middelfart Gymnasium og Uldum Højskole, før han fik ansættelse på Idrætshøjskolen i Sønderborg. Han betegner forstanderparret Inge og Hans Jørgen Nielsen som sine rolemodeller og kalder dem endda reserveforældre.

Efter 13 år fik han ansættelse på Statssklolen, hvor han har arbejdet 23 år - og hvor eleverne til hans store glæde kalder ham Onkel Helge.

Fredag bliver Helge Larsen folkepensionist i en alder af 65,5 år. Han er socialdemokrat og fortsætter sit politiske arbejde.

Helge Larsen har spillet fodbold for OB i Jyllandsserien, han har spillet badminton på højt niveau - det er årsagen til, at korsbåndene i begge knæ er ødelagte. Han har også haft tre diskusprolapser. Alligevel er han i dag meget fysisk aktiv - han cykler og dyrker fitness i Fitness World.

Helge Larsen har også i tre måneder været træner for badmintonspillere i Hongkong - hans hold slog for øjnene af 10.000 tilskuere og 300 millioner tv-seere de danske spillere.

Af bedrifter på lokalt plan kan nævnes, at Helge Larsens var med til at stifte Elitesport Sønderborg, der havde det ene formål at få SønderjyskEs herrehåndbold til Sønderborg - da det lykkedes nedlagde foreningen sig selv.

Han var formand for Samvirkende Idrætsforeninger i Sønderborg, som fik ideen til Kultur- og Idrætsnatten i 1996.

Helge Larsen er på niende år ambassadør i Kræftens Bekæmpelse.

Annonce
Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Københavnsk kunstner udstiller i Augustenborg

Annonce
Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Efter døgn med både fald og stigninger: Særligt to kommuner tager mærkbare ryk opad smittestigen

Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Sønderborg

Folk strømmer til oplevelsespark: Alligevel er direktøren forfærdelig ked af det

Ugeavisen Sønderborg

Mercedes ribbet for dyre hjulfælge

Ugeavisen Sønderborg

Endnu flere syd- og sønderjyske sygeplejersker skal strejke: Nu rammes særligt borgere i fertilitetsbehandling

Ugeavisen Sønderborg

Færre vil læse på erhvervsakademi: Ramt af travlhed i byggebranchen

Ugeavisen Sønderborg

Flensborgs restauratører advarer danske gæster: Husk at tage coronapasset med

Ugeavisen Sønderborg

Naturen får lov at råde i børnehusets have - det er helt vildt

Ugeavisen Sønderborg

Smitten stiger flere steder efter weekenden: Ny kommune overtager kedelig corona-førertrøje

Ugeavisen Sønderborg

Villads fra Valby inviterer til cykelskattejagt i Sønderborg

Ugeavisen Sønderborg

Syd- og sønderjyske forældre siger farvel til folkeskolen til fordel for fri- og privatskoler

Ugeavisen Sønderborg

Gendarmløbet bliver opvarmning til Royal Run

Ugeavisen Sønderborg

Alle sommerhuse er udlejet: Rigtig stor efterspørgsel fra særligt de tyske feriegæster

Ugeavisen Sønderborg

Maxi Zoo kalder til Kattens Weekend

Sønderjylland

For de tohjulede: Ny grænsecykelrute på 307 kilometer er åbnet

Ugeavisen Sønderborg

Christina havde en drøm om egen butik: Nu er hun ny kvinde bag disken i kendt osteforretning

Ugeavisen Sønderborg

Ældre Sagen Nordals byder på tre arrangementer

Ugeavisen Sønderborg

Usædvanligt tilbud: Køb en hel gade for under en million

Ugeavisen Sønderborg

Mariann arbejder med mursten som sin oldefar: - Uden teglværkerne var jeg nok blevet tysker

Ugeavisen Sønderborg

Svimlende beløb i forskel: Her finder du det billigste og dyreste hus til salg lige nu

Ugeavisen Sønderborg

Corona løsner grebet om særligt plagede kommuner - men kun to syd- og sønderjyske kommuner når under kritisk grænse

Ugeavisen Sønderborg

Total forvirring: Coronareglerne nord og syd for grænsen passer overhovedet ikke sammen

Ugeavisen Sønderborg

Derfor skal Søndre Landevej igen spærres fem måneder

Annonce