Annonce
Ugeavisen Faaborg

Blomsterhaven i Nab blomstrer igen

Mere romantisk bliver det ikke: Pia og Niels Jørgensen på broen over den lille sø i deres kæmpestore blomsterhave. Foto: Palle Søby
For første gang i 10 år åbner Blomsterhaven Strandlyst i Nab for publikum. De nye ejere, Pia og Niels Jørgensen, har i første omgang fundet to dage, hvor de vil vise afdøde Jens Madsens livsværk frem. Men når de går på pension om nogle år, kan det sagtens blive til mere.
Annonce

Nab: Pia og Niels Jørgensen, 60 og 64 år, havde boet 38 år i deres parcelhus i Skt. Klemens ved Odense. Deres tre voksne børn var forlængst flyttet hjemmefra. Det var til at overse, hvor mange år de havde tilbage på arbejdsmarkedet. Tiden var moden til at finde det sted, de ville tilbringe deres otium. De ville gerne ud på landet og tættere på vandet.

Mange i deres situation ville vælge at flytte i noget mindre. De gjorde det stik modsatte.

- Vi havde haft sommerhus ved Faldsled i 20 år, og vi kunne godt tænke os at finde et sted i Faaborg-området. En dag var vi inde ved ejendomsmægleren i regnvejr. Han havde ikke lige noget, men vendte tilbage nogle dage senere og sagde: "Hvis I vil have meget plads, så har jeg det her. Det ligger i hvert fald ved vandet", fortæller Pia Jørgensen.

Det, ejendomsmægleren havde til dem dengang i efteråret 2016, var ejendommen Strandlyst i Nab - med tilhørende blomsterhave på 12.000 kvadratmeter. Hele Jens Madsens livsværk, som han møjsommeligt havde bygget op gennem 20 år, lå stort set intakt, selv om blomsterhaven ikke havde været åben for offentligheden siden 2009.

Pia og Niels var solgt på stedet. Så de købte det.

- Jens Madsens største skræk var, at det skulle blive solgt til nogen, som bare ville jævne det hele med jorden og lave lave sommerhuse i stedet eller noget i den retning. Det ville vi ikke. Vi ville bare have, at det skulle fortsætte. Vi havde jo forelsket os i det, som det var, siger Pia.

- Vi havde aldrig hørt om det her sted, selv om vi har kørt mange ture i området i de 20 år, vi havde sommerhus ved Faldsled, tilføjer hun.

Blomsterhaven Strandlyst

Strandlyst er en gammel slægtsgård, hvor de tidligere ejere, Inge og Jens Madsen, var fjerde generation.

Blomsterhaven Strandlyst blev påbegyndt i 1989. Inge og Jens Madsen stod selv for hele anlæggelsen af haven og alt stenarbejdet. Haven var åben for publikum frem til 2009.

Det er en 12.000 kvadratmeter stor japansk inspireret blomsterhave med vandkunster, tehus, slugt, stengrotte, jættestue og udsigtshøje med udsigt over Det Sydfynske Øhav.

Haven rummer mange sjældne blomster og træer, cirka 3000 roser og 60 opstammede fuchsier.

I tilknytning til haven er der cafeteria og toiletfaciliteter. Haven er handicapvenlig, så kørestole kan komme rundt.

Pia og Niels Jørgensen overtog Strandlyst 1. december 2016.

De bor selv i privatboligen og vil nu åbne haven for publikum, foreløbig to dage til sommer: Lørdag 22. juni og søndag 30. juni.

Pia Jørgensen er 60 år, uddannet laborant og arbejder på Lactosan i Ringe.

Niels Jørgensen er 64 år, uddannet smed og arbejder på Jorgensen Engineering i Odense.

De har tre voksne børn: Heidi (36), Mette (33) og Jakob (25).

Tre børnebørn: Filippa (8), Iben (4) og Ibens lillebror, der er tre måneder og endnu ikke er døbt.

Annonce

Begynder i det små

Pia og Niels Jørgensen købte Strandlyst med overtagelse 1. december 2016. Tre dage senere døde Jens Madsen, der havde været syg af kræft i længere tid.

Salget af parcelhuset i Skt. Klemens og sommerhuset ved Faldsled kunne næsten finansiere købet af Strandlyst, som de gav 2,25 millioner kroner for.

Et halvt år senere flyttede de fra Odense til Nab - og nu vil de åbne blomsterhaven for publikum for første gang i 10 år.

Dog ikke sådan for fuldt blus med fast åbningstid hele sommeren igennem. I første omgang har de valgt to dage, hvor haven vil være åben: Lørdag 22. juni og søndag 30. juni.

Det sker i forbindelse med, at tre kunstnere fra Stenløse Kultur- og Dilettantforening laver en udstilling i blomsterhavens cafeteria. Pia har i mange år har stået på scenen i foreningen, som nu benytter lejligheden til at lave en udflugt for medlemmerne til blomsterhaven i Nab.

- Så vil vi prøve at se, hvordan det er at holde haven åben og få besøg af folk. Og så kan det være, vi udvider det, når vi selv går på pension, siger Pia.

- Men det bliver ikke som i gamle dage med fast åbningstid hele sommeren. Inge og Jens Madsen kørte det som en forretning. Vi vil køre det som en hobby. Noget vi kan gå og hygge os med, tilføjer hun.

Pia er 60 år og arbejder som laborant på Lactosan i Ringe. Hun kunne godt forestille sig, at hun måske går på efterløn inden for overskuelig fremtid.

Niels er 64 og har arbejdet 46 år som smed hos firmaet Jorgensen Engineering i Odense. Han overvejer lidt, om han skulle prøve at få 50-års jubilæet med.

Annonce

Blomstrende begejstring

Deres begejstring for det sted, de nu er havnet, er ikke til at tage fejl af, mens de viser rundt i den 12.000 kvadratmeter store blomsterhave.

- Her er cafeteriaet med fuldt udstyr, som det stod dengang, Jens Madsen havde masser af gæster i haven. Og her har vi springvandet med den lille Buddha-figur, der har fået øje på "ungt kød" ovre på den anden side, griner Pia.

- Rundt i haven er der 150 lamper, så det ligner næsten Kastrup Lufthavn om aftenen. Men vi har fået lavet solceller, som leverer strøm til lamperne, fortæller Niels.

- Sidste sommer opdagede vi en dag, at der sad otte tyskere herinde i haven og spiste madpakker. De var på cykelferie og havde fundet blomsterhaven på Google.

- En anden dag kom der to ældre damer fra Silkeborg. Den ene havde engang besøgt haven og ville nu vise den til sin veninde. De havde taget madkurv med og dug og servietter, og så sad de oppe bagved og hyggede sig. Vi kunne ikke nænne andet, end at de skulle de have lov til.

Jens Madsen hentede tonsvis af sten til haven og indrettede blandt andet et par grotter, hvor man kan sidde og spise frokost - den ene med et hemmeligt barskab bygget ind i stenvæggen.

Han byggede også et kineserhus, stenhøje og et kuppelformet lysthus på toppen af stenhøjen bagerst i haven.

Dertil kommer alle søerne, springvandene og selvfølgelig blomsterne og planterne. Det hele står, så det er lige til at vise frem.

- Vi skal selvfølgelig slå græsset, men havetraktor og alt andet udstyr fulgte også med. Der er 3000 roser, som vi skal klippe med hækkesaks, så selvfølgelig er der noget arbejde ved det, siger Niels.

Bagerst i haven ligger den store grotte med lysthuset på toppen. Foto: Palle Søby
Annonce

Oasen ved øhavet

Til hele ejendommen hører fem tønder land, og grunden strækker sig helt ned til vandkanten, hvor Pia og Niels er de lykkelige ejere af deres egen private terrasse og badebro.

- Ja, bare da jeg så terrassen, var jeg solgt, siger Niels.

- Hver dag, når vi kommer hjem fra arbejde, tager vi en kop te med herned og sidder her en halv times tid, inden vi går i haven, fortæller Pia.

Mange, der har stået i samme situation som Pia og Niels, flytter typisk i noget mindre, måske en af de nye lejligheder på havnen i Odense eller i centrum. Men Pia og Niels har valgt at gå mod strømmen. De er flyttet fra Odense til det yderste Udkantsdanmark.

- Ja, der er da mange af vores venner, der ikke helt kan forstå, hvorfor vi har gjort det her. Men jeg kunne slet ikke forestille mig at flytte ind til Odense. Og vi kendte jo Faaborg-området, siger Niels.

- Det er ikke lige os at gå på café i byen. Vi vil meget hellere tage en flaske rosé med ned til vandet, siger Pia.

De er ikke så bekymrede for, at det en dag bliver for meget for dem at holde. "Den tid, den sorg", siger de.

- Jeg elsker at luge. Det er noget af de mest afstressende. Så skal jeg bare tænke på det næste stykke ukrudt, siger Pia.

Hun er havnet det hele rette sted. Nu har hun en have på 12.000 kvadratmeter at luge i.

Her går Pia og Niels ned hver eftermiddag, når de kommer hjem fra arbejde. Ned til deres egen lille terrasse i vandkanten. Til sommer kommer deres egen badebro op. Foto: Palle Søby
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Kirketider

Ugeavisen Faaborg

Aftensang ved skovsøen

Annonce