Annonce
Ugeavisen Faaborg

Ermose levede et aktivt liv med landbrug og tillidshverv

Christian Ermose, Korinth, er død. Arkivfoto
Annonce

Forhenværende landbrugsskoleforstander Christian Ermose, Korinth, er død, 80 år.

Christian Ermose blev født i Tryggelev på Langeland, hvor hans far var førstelærer. Da han gik ud af folkeskolen i 1954, arbejdede han i fire år i praktisk landbrug, hvorefter han kom på landbrugsskole og blev cand. agro i 1962.

Efter endt værnepligt var han i tre år lærer ved Korinth Landbrugsskole med maskiner, bygninger og planteavl som fagområder. I perioden 1966-67 var Christian Ermose på studieophold på North Carolina State University, og efter hjemkomsten var han konsulent i avlsdyreksport hos firmaet, Breedania.

Fra 1970 kaldte lærergerningen igen, og det blev til to år på Gråsten Landbrugsskole, efterfulgt af 11 år som lærer på Dalum Landbrugsskole, hvor han i 1976 desuden læste til HD i organisation.

I 1983 tiltrådte Ermose som forstander for Korinth Landbrugsskole, hvor han fungerede på dygtig vis frem til 2004, da han valgte at fratræde kort efter fusionen med Dalum Landbrugsskole.

Christian Ermose havde haft mange forskellige tillidshverv. Fra 1990 til 1995 var han formand for Statens Jordbrugstekniske Forsøg, og 1990 - 2004 formand for De Danske Landbrugsskoler. I 2003 blev det efter flere års bestyrelsesarbejde til en formandspost i bestyrelsen for Sparekassen Faaborg samt for Sparekassens Fond. Som 70-årig faldt han for sparekassens aldersgrænse.

Fra 2004 var han i en periode rådgiver for Landbrugets Jobrådgivning i Svendborg og formand for Ukraine Top Farming, som er et landbrugsprojekt i det østlige Ukraine, hvor der opdyrkes 4050 ha jord med et kvæghold på 500 dyr.

Lokalt var Christian Ermose gennem mange år formand for Korinth Hallen, kasserer for Korinth Vandværk og bestyrelsesmedlem i Foreningen af Vandværker i Danmark.

I 1998 blev Christian Ermose slået til Ridder af Dannebrog. Trods de mange gøremål var der også god tid til familien.

Da han forlod landbrugsskolen flyttede han og hans hustru, Anna Marie, til ejendommen Gladbo på Fleningevej i Korinth.

Afdøde mistede sin hustru i september 2017, men efterlader to døtre og en søn med familier.

Begravelsen finder sted torsdag 6. august kl. 13 fra Brahetrolleborg Kirke. Familien oplyser, at der er plads til 130 i kirken. Er der ikke plads, er man velkommen til at deltage efterfølgende.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce