Annonce
Ugeavisen Faaborg

Hvor tit har du oplevet hvid jul?

Sådan burde juleaftensdag være hvert eneste år: På langrend i de norske fjelde - her på Gammelseterløjpen på Austlid ved Skeikampen.
Annonce

Drømmer du om hvid jul i år?

Det kan du vist godt skyde en hvid pind efter.

Ganske vist rækker ingen af vejrudsigterne på min mobil endnu helt frem til jul, men der er absolut ikke skyggen af frostvejr i sigte.

Mange forestiller sig, at det var meget bedre i gamle dage - "dengang, der næsten altid var hvid jul".

Men det er en skrøne. Lidt ligesom når gamle soldaterkammerater kun husker det gode fra deres soldatertid, som i virkeligheden var forfærdelig.

Nu får du lige en række tal:

1915, 1923, 1938, 1956, 1969, 1981, 1995, 2009, 2010.

Ved du, hvad det er?

Det er de år siden 1900, hvor der har været hvid jul i Danmark.

Så kan du selv se, hvor mange - eller få - gange, du har oplevet hvid jul i dit liv.

Det er ikke mange, vel?

Her skal jeg måske lige indsparke, at de her tal er hentet hos DMI, hvor hvid jul defineres sådan, at 90 procent af Danmark skal være dækket af sne 24. december om eftermiddagen.

Jeg har kun oplevet hvid jul fem gange i mit liv. Alligevel forestiller jeg mig, at det var meget mere almindeligt med hvid jul, dengang jeg var barn.

Sådan er det bare ikke. Kun to gange i min barndom har der været hvid jul, mens det er sket tre gange som voksen. Ikke mindst de to fantastiske vintre i 2009 og 2010. Det var dengang, man oplevede en folkevandring over isen fra Faaborg til Bjørnø, og der var lavet fine langrendsspor i Sollerup Skov.

Rent faktisk har jeg oplevet hvid jul yderligere tre gange ud over de år, jeg nævnte før. Nemlig i 1986, 1987 og 2015.

Hvordan kan det nu gå til?

Jo, de tre år befandt jeg mig i Norge i julen. Alle tre gange på Austlid Fjeldstue ved Skeikampen, 40 kilometer nordvest for Lillehammer. Her findes Norges bedste langrendsområde, og her ligger den store norske bjælkehytte, hvor Dronning Margrethe i mange år holdt vinterferie med Henrik og de små prinser.

Austlid er bare konge! Her behøver man ikke drømme om hvid jul. Her er det altid hvid jul. Der ligger en meter sne, og jeg siger jer: At glide på langrendsski gennem et fuldstændig tyst, snedækket fjeldlandskab 24. december om eftermiddagen - det er den ultimative jul og den bedste julegave, jeg nogensinde har fået.

Drømmen om hvid jul i Danmark er bristet for tit. Men de tre juleaftener i Norge har tændt en ny drøm: Drømmen om at tage til Norge i 14 dage hen over jul og nytår - hvert eneste år.

Jeg kender flere, der gør der, og når de fortæller om det, ligner de verdens gladeste julegrise.

Ni gange hvid jul siden 1900. Et simpelt regnestykke viser, at der statistisk set går 13 år mellem hver gang, det er hvid jul. Sidste gang var i 2010. Så næste gang skulle således teoretisk blive i 2023. Om fire år.

Der er længe, længe til. Men hvis du ikke kan vente, er der råd for det: Pak bilen, smid anden og julegaverne i bagagerummet og kør op i de norske fjelde.

Her finder du et "winter wonderland", der lever fuldt op til dine forestillinger om juleaften, dengang du var barn.

Glædelig jul - og god tur til Norge, hvis du vælger hvid jul i år!

Bylinefoto Palle
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Kom til KOL-kor i Faaborg

Ugeavisen Faaborg

Kirketider

Annonce