Annonce
Ugeavisen Faaborg

Kaffe og kærlighed: Kærestepar vil sælge kaffe fra gammel campingvogn på Havnebadet

Campingvognen skal males og udstyres med et telt, som skal udgøre det for baglokale. Og så skal den selvfølgelig indrettes med udstyr, så der kan brygges god kaffe til kunderne. Foto: Maria Retoft Pedersen
Mikkel Dalskov Larsen, 21 år, og Rosabella Larsen, 20 år, har lejet sig ind på en af kommunens sommerstadepladser ved Havnebadet.

Faaborg: Kæresteparret Mikkel Dalskov Larsen og Rosabella Larsen fra Faaborg har en fælles kærlighed. Ikke kun til hinanden - men også til kaffe.

Derfor åbner de om en lille måneds tid en sommerkaffebar under navnet "Coffee Couple" ved Havnebadet i Faaborg.

Parret har været kærester siden august 2020.

Annonce

- Vi begyndte ret hurtigt at tale om vores fremtid og fælles drømme, fortæller Rosabella Larsen.

De holder begge sabbatår og vil gerne prøve nogle ting af. Begge vil gerne ud at rejse, og de deler også drømmen om at prøve livet som selvstændige. Derfor søgte de om at få en af de stadepladser, kommunen udlejer på havnen. Derudover investerede de i en gammel Berlingo, som de ville køre Europa tyndt i.


Egentlig var det planen, at vi skulle have været ud at rejse her i sommer, men da vi fik at vide, at vi fik en stadeplads ved Havnebadet, udskød vi rejsen til efteråret, hvis coronasituationen tillader det, og siden har vi ellers haft travlt med at få det hele plads, inden vi regner med at åbne 1. maj.

Mikkel Dalskov Larsen


- Egentlig var det planen, at vi skulle have været ud at rejse her i sommer, men da vi fik at vide, at vi fik en stadeplads ved Havnebadet, udskød vi rejsen til efteråret, hvis coronasituationen tillader det, og siden har vi ellers haft travlt med at få det hele plads, inden vi regner med at åbne 1. maj, fortæller Mikkel Dalskov Larsen.

Vogn dukkede op ved et tilfælde

Allerførst skulle de skaffe en campingvogn - og den helt rigtige stod næsten lige for næsen af dem.

- Jeg arbejder som handicaphjælper tre gange om ugen, og overboen til den mand, jeg hjælper, havde campingvognen stående ude foran. En dag fulgte Rosabella mig på arbejde, og jeg viste hende vognen og spurgte, om den ikke var helt perfekt. Det syntes hun også, den var, og så gik jeg op og bankede på og spurgte, om vi måtte købe den, siger Mikkel Dalskov Larsen.

Siden har parret haft travlt med at finde ud af, hvordan vognen kan indrettes, så den bliver til en hyggelig kaffebar med alt, hvad der kræves for at lave en god kop kaffe.

- Planen er, at vi kommer til at sælge kaffe, te og kolde drikke, og så vil vi også have et lille udvalg af chokolade og kage, siger Rosabella Larsen, der p.t. arbejder hos Vesterport Bageri og tidligere har arbejdet på Soze og som barista i Odense Zoo.

Parret er nu i fuld gang med at lave aftaler med leverandører.

Mikkel Dalskov Larsen og Rosabella Larsen kalder deres kaffebar for Coffee Couple. Foto: Maria Retoft Pedersen

- Vi har bestilt en masse bønner hjem og smagt på en masse kaffe bl.a. fra Estate Coffee i Haarby. Det er vigtigt for os, at det bliver noget, der er økologisk, fairtrade og bæredygtigt fremstillet. Det er noget, vi går op i, siger Mikkel Dalskov Larsen.

Annonce

Sundt for forholdet

Selv om forholdet mellem de to iværksættere stadig er nyt, har de masser af mod på opgaven, der venter.

- Vi komplementerer hinanden rigtig godt, både på hjemmefronten og rent arbejdsmæssigt. Jeg er den, der maler, mens Mikkel er den, der kaster sig ud i VVS-arbejdet og det øvrige håndværksarbejde, og så er han rigtig god til at tale med alle folk, siger Rosabella Larsen, der suppleres af Mikkel Dalskov Larsen:


Jeg tror, det er rigtig godt for et forhold at kaste sig ud i sådan en opgave her. Vi har jo været kærester under corona, hvor der ikke rigtig har været noget pres. Men nu har vi et gensidigt ansvar over for hinanden, hvor vi bliver nødt til at lægge alle andre planer på hylden.

Mikkel Dalskov Larsen


- Rosabella laver den bedste kaffe, så det lærer hun mig. Og så er hun den, der kan skære igennem, når jeg har indhentet en masse tilbud, siger han med et smil og fortsætter:

- Jeg tror, det er rigtig godt for et forhold at kaste sig ud i sådan en opgave her. Vi har jo været kærester under corona, hvor der ikke rigtig har været noget pres. Men nu har vi et gensidigt ansvar over for hinanden, hvor vi bliver nødt til at lægge alle andre planer på hylden.

Annonce

Kunder nok til alle

Som udgangspunkt bliver det Mikkel Dalskov Larsen og Rosabella Larsen selv, der kommer til at stå i vognen ved Havnebadet. Og der kommer til at være åbent så meget som muligt i sommerperioden.

- Der var jo så meget gang i Faaborg sidste sommer med rigtig mange turister, så vi håber helt sikkert på, at vi får en rigtig travl sommer, siger Rosabella Larsen

Stadepladser på havnen

Der er fire ny stadepladser på vej ved Vestkaj i Faaborg denne sommer.

Dermed når det samlede antal stadepladser op på syv. Sidste sommer blev der fra tre stadepladser langs Vestkaj solgt sushi, fish and chips og vin, og i år åbnes der så for fire pladser mere, der kommer til at ligge på den vestligste del af parkeringsarealet langs Havnegade.

Otte p-pladser inddrages for at give plads til de nye stadepladser.

Desuden er der planlagt to stadepladser i relation til Havnebadet.

I modsætning til de tre eksisterende stadepladser langs havnekajen, der kan lejes på årsbasis, vil de fire nye pladser kun kunne lejes i højsæsonen.

Priserne for pladserne har fået et lille løft i forhold til sidste år. En helårsplads koster 1500 kroner plus forbrug, mens en stadeplads kun i højsæsonen koster 1200 kroner plus forbrug. Stadeholdere fra året før vil blive favoriseret, hvis de ønsker at forny deres lejemål.

Fra Havnebadet kan man kigge lige over på Faaborgs etablerede kaffebar, Soze. Det ser det unge par dog ikke som noget problem.

- Vi er helt sikre på, at der bliver kunder nok til alle, siger Rosabella Larsen.

- Måske får vi nogle pallemøbler, men ellers er der jo ikke mulighed for at sidde ned hos os, og vi serverer heller ikke frokostretter. Og Soze har kulturarrangementerne lige ved siden af. Så vi henvender os heller ikke helt til den samme målgruppe, supplerer Mikkel Dalskov Larsen.

Og hvad skal der så ske med kaffevognen, når sommeren er ovre?

- Vi har snakket om at køre vognen videre som et hobbyprojekt, når vi skal til at studere. Så kunne man tage ud til fester, festivaler og den slags, siger Mikkel Dalskov Larsen.

- Og hvis det kommer til at gå godt i år, så kommer vi tilbage på havnen igen næste år. Vi holder alle muligheder åbne, siger Rosabella Larsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Blum & Haugaard klar med første koncert efter ufrivillig coronapause: - At dele musikken med publikum er en forudsætning for vores musik og liv

Annonce