Annonce
Ugeavisen Faaborg

Klumme: Hvem holder du med?

Klummeskribenten har siden 1974 holdt med Bayern München, så humøret har været højt, siden klubben vandt Champions League i august 2020. Foto: Maria Retoft Pedersen

Kære læser: Hvem holder du med?

Ja, her er det altså fodbold, vi snakker om.

Det kan godt være, det mest er en mandeting, dét dér med at kaste sin kærlighed på en fodboldklub. Men man skal aldrig sige aldrig, og jeg kan huske, at jeg for en del år siden for sjov spurgte en kvindelig kollega, der sad i nærheden, mens jeg snakkede fodbold med et par mandlige kolleger:

Annonce

”Nå, Inge. Hvem holder du så med?”

Jeg var sikker på, at det havde hun da virkelig ikke nogen mening om. Men så sagde hun:

”Jeg holder med Wolverhampton. De har sådan nogle flotte trøjer.”

Her var det altså Wolverhamptons orange trøjer, der havde været afgørende. Jeg synes, det er vildt interessant at dykke ned i, hvorfor folk i tidernes morgen begyndte at holde med den klub, de holder med.

Hvordan startede det? Hvordan gik det til, at de begyndte at holde med Liverpool eller Arsenal eller Manchester United eller Real Madrid eller Barcelona eller Bayern München?

Det er et klassisk fænomen, at mænd ofte har skrabet en masse forskelligt merchandise sammen fra den klub, de holder med. Det kan være halstørklæder, huer, kasketter, puder, tasker, plakater - ja ligefrem sengetøj, håndklæder, og undertøj!

Og når de så flytter sammen med den kvinde, som de trods alt må formodes også at elske - altså ud over fodboldklubben - kan der blive en del palaver med, hvad der må være i stuen, og hvad manden er nødt til at flytte ud i værkstedet eller haveskuret.

For nogle mænd kan det være meget afgørende for deres humør og trivsel, hvordan det går deres fodboldhold.

På et tidspunkt havde jeg på redaktionen i Odense en mandlig kollega, som var totalt besat af Tottenham. Og hvis Tottenham tabte lørdag eftermiddag, kunne man være sikker på, at han lignede en tordensky resten af weekenden - mindst.

På samme måde kan vores redaktør her på redaktionen, Torsten Cilleborg, heller ikke sige sig helt fri for at blive påvirket af, hvordan det går Arsenal.

Jeg har selv holdt med Bayern München siden 1974. Og hvorfor så det?

Jo, jeg var 10 år og var sammen med mine kammerater begyndt at samle på samlekort med alle spillerne op til VM i Vesttyskland. Jeg havde kastet min kærlighed på den vesttyske målmand, Sepp Maier, og den vesttyske libero, Franz Beckenbauer, og det var som at vinde i lotto, da jeg fik de to spillere i samlepakkerne.

Derfor holdt jeg med Vesttyskland ved VM, og derfor var det mit livs første fodboldtriumf, da Vesttyskland blev verdensmester ved at vinde 2-1 over Holland i finalen.

Samme efterår begyndte jeg at se Bundesliga i fjernsynet hver lørdag - og lige siden har jeg holdt med Bayern München, fordi både Sepp Maier og Franz Beckenbauer og flere andre af VM-heltene spillede for Bayern.

I maj 2012 var jeg så heldig, at jeg sammen med min datter fik billetter til Champions League-finalen mellem Bayern München og Chelsea på Allianz Arena i München. Der var fantastisk - og samtidig en kæmpe nedtur, fordi Chelsea vandt efter straffeparkskonkurrence.

Til gengæld var det en af mine største triumfer, da Bayern München i august 2020 vandt Champions League. Og jeg spørger bare: Så I Bayern banke Barcelona 8-2 i kvartfinalen?

Der har dog også været ”sidespring” gennem årene, og i mange år har jeg også holdt med Hamburger SV. Det var måske nok mest en pragmatisk kærlighed, fordi jeg i teenageårene ofte kørte med min far til Hamburg for at se fodbold.

Siden august 2018 har jeg faktisk også holdt med Union Berlin. Det kom sig af, at jeg var på sommerferie i Berlin, og så røg vi tilfældigvis lige ind i Union Berlins sæsonpremiere i 2. Bundesliga mod Erzgebirge Aue. Ikke nogen fantastisk fodboldkamp, men stemningen på det lille "Stadion an der alten Försterei" langt ude i den fjerne østlige forstad Köpenick var både fantastisk og sympatisk.

Her på Ugeavisen kunne vi godt tænke os at starte en lille serie, hvor folk her fra området fortæller om deres fodboldkærlighed.

Så hvis du holder vildt meget med en fodboldklub og gerne vil fortælle om dine oplevelser, opture og nedture, og hvorfor du holder med netop den klub, så send en mail til pse@fyens.dk. Så kan vi måske lave en artikel om dig og din fodboldklub.

I denne uge lægger vi ud med Hans Martin Møller fra Horne. Han fortæller om sin livslange kærlighed til Liverpool FC.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce