Annonce
Ugeavisen Faaborg

Ugens Indspark: Drop fordommene - skaterne fortjener respekt

My Gaarde Andreassen, ungekoordinator i Faaborg-Midtfyn Kommune, er mest aktiv på tilskuerpladserne. Men hun har stor respekt for skaterne. Arkivfoto: Palle Søby

Det meste af mit liv har jeg været spejder. Et fællesskab, hvor børn og unge hjælper hinanden og udvikler sig ved at lære af sine fejl. Jeg troede naivt, at det var helt unikt for spejderne, men hver gang, jeg møder et nyt ungdomsfællesskab, har det mange af de samme kvaliteter.

Tydeligst ser jeg det i skatemiljøet, som har taget mig med storm i Faaborg. Jeg har smidt mine fordomme i containeren, og nu vil jeg motivere dig til at gøre det samme.

Skating er en gadeidræt, som tusindvis af børn og unge dyrker i hele landet, og sammen med scooting (løbehjul), rulleskøjter og parkour er skateboarding i dag den fjerde største disciplin, som børn i Danmark dyrker. Man kan komme på skate-efterskole, gå til skating i Ungdomsskolen, og fra 2021 er skating endda på OL-programmet.

Annonce


Det kræver mod og tålmod at være gadeidrætsudøver. Du lander hårdt på asfalt, og du laver ikke en Ollie over en ølkas’ de første mange gange. Til gengæld er det let at komme med i det selvorganiserede fællesskab, hvor du bare dropper ind med dit board og hilser på.

My Gaarde Andreassen, ungekoordinator i Faaborg-Midtfyn


Skating griber om sig, og i skønne Faaborg kan du også se unge i løse bukser, cap og ørering indtage ramperne ved Forum Faaborg.

Jeg oplever desværre, at nogen ser skævt til skaterne, og det kan ikke være mere uberettiget. Skatekulturen og dens skønne mennesker giver plads til at engagere sig, som man vil, og blive lige så dygtig, som man kan. Der er også plads til at hænge ud, filme hinandens tricks eller bare være publikum - og det er klart her på lægterne, at jeg er mest aktiv.

Der, hvor skatemiljøet bliver magisk for mig, er, når jublen bryder ud. Ofte er det de små forbedringer i et hop eller et drop, som kan få hele flokke til at sende et jublebrøl af sted. Så ved man, at en skater har øvet sig på at nå et bestemt mål og nåede det. Uanset om målet er stort eller småt, så er det en succes, som fællesskabet anerkender. Her på rampen vokser selvtilliden indefra hos børn og unge, og den bliver hjulpet på vej af, at man også får ros for både sine sejre og sine fald.

Det kræver mod og tålmod at være gadeidrætsudøver. Du lander hårdt på asfalt, og du laver ikke en Ollie over en ølkas’ de første mange gange.

Til gengæld er det let at komme med i det selvorganiserede fællesskab, hvor du bare dropper ind med dit board og hilser på.

Som i alle andre idrætter er der knowhow og spilleregler, som får fællesskabet til at rulle, fx vigepligt, turtagning og oprydning. Det lærer man ved at skate med de erfarne skatere og tale med dem. Learning by doing kalder vi det hos spejderne, men den har vi vist heller ikke patent på.

Om skribenten: My Gaarde Andreassen

Bopæl: Odense

Stilling: Ungekoordinator, Kultur & Fritid i Faaborg-Midtfyn Kommune

Øvrigt engagement: Frivillig i integrationsprojekt i Røde Kors Odense.

Fritidsbeskæftigelse: Havearbejde og istandsættelse af ældre hus.

Orienteringsløb eller Ollie, forhindringsbane eller Fakie heelflip. Man laver fejl, når man lærer nyt, og der er kun opmuntrende kommentarer og gode råd at hente hos gadens folk. Pyt med din alder, din erfaring og dine tusind blå mærker. Det er dit gåpåmod, som giver respekt. Det er lige netop dét menneskesyn, som jeg elsker ved spejderbevægelsen og har genfundet i skatemiljøet.

Så er du en af dem, som rynker på næsen og skynder dig forbi Falsetten og Forum Faaborg - så prøv at sætte farten ned og hils på de unge skatere. Er du sej, så spørger du, om du må prøve at stå på brættet. Jeg lover dig, at du får et smil på og samtidig får en nyvunden respekt for, hvad skaterne kan som idrætsudøvere, kultur og fællesskab.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Udviklingsekspert: Museum afspejler de trends, der får folk til at søge tilbage til naturen

Ugeavisen Faaborg

Store forventninger til nyt museum fra borgmester og turistaktører: - En ny og moderne attraktion

Ugeavisen Faaborg

Naturen giver operationspatienter ro: Erfaringer fra OUH får plads på særudstilling på Øhavsmuseet

Ugeavisen Faaborg

Fra Sydsjælland til jernaldermosen på det nye Øhavsmuseum: Tore hentede en død hest på Tærø

Annonce