Annonce
Ugeavisen Faaborg

Ugens klumme om seks dages uge: Hvilken ugedag vil du undvære?

En seks dages uge passer perfekt med, at så kan du nøjes med at blive tjekket for corona to gange om ugen. Så er hele ugen dækket ind - to tests, der begge rækker til 72 timer eller tre døgn. Hvor svært kan det være? Foto: Palle Søby

Forleden var der en artikel i Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis om virksomheden Jeros i Ringe. Her stod blandt andet:

"Hos Jeros A/S i Ringe forsøger man sig med en fire dages arbejdsuge, så fabrikken er lukket ned hver fredag. Det giver blandt andet gladere medarbejdere og større effektivitet, lyder det fra virksomheden."

Jeg har skrevet det før her i klummen, og jeg skriver det gerne igen - for vigtige budskaber tåler gentagelse:

Annonce

Det kan kun gå for langsomt med at indføre fire dages arbejdsuge for alle mennesker i dette land.

Og det skal gælde for både offentligt ansatte, folk i det private erhvervsliv, skoleelever - kort sagt: Alle.

Forskellen på 5-2 og 4-3 i fordelingen mellem arbejdsdage og fridage kan ikke værdsættes højt nok - og forestil jer lige at have forlænget weekend hver eneste weekend. Det vil give så meget glæde og livskvalitet for alle og så mange praktiske fordele, at det kun vil gavne produktiviteten og arbejdsglæden i hele samfundet.

Men forleden fik jeg en indskydelse - ansporet af coronapas og krav om at kunne fremvise negativt testresultat, der er højst 72 timer gammelt.

72 timer. Hmmmmm. Det harmoner rigtig skidt med en uge på syv dage. For det betyder jo, at du lige nøjagtig ikke kan nøjes med at blive testet to gange om ugen, hvis du vil i skole, i biografen, på restaurant, på café, på museum, til fodboldkamp på stadion og alt muligt andet, som nu åbner op - hvis du altså har dit coronapas i orden.

Det er simpelthen noget juks, at du faktisk er nødt til at blive testet tre gange for at have hele ugen dækket ind.

Nu har corona styret stort set alt i denne verden i mere end et år. Så kan det vel ikke være så svært at indrette ugen efter, at man skal testes hver gang, der er gået 72 timer - eller tre døgn.

Derfor vil det give rigtig god mening at sætte ugen ned til seks dage. Så kan man lige præcis nøjes med to tests om ugen. Voila!

Det skal naturligvis ikke kun indføres i Danmark. Heller ikke kun på EU-plan. Nej, det skal indføres på globalt plan.


Nu har corona styret stort set alt i denne verden i mere end et år. Så kan det vel ikke være så svært at indrette ugen efter, at man skal testes hver gang, der er gået 72 timer - eller tre døgn. Derfor vil det give rigtig god mening at sætte ugen ned til seks dage. Så kan man lige præcis nøjes med to tests om ugen. Voila! Det skal naturligvis ikke kun indføres i Danmark. Heller ikke kun på EU-plan. Nej, det skal indføres på globalt plan.


For det er klart, at hele det internationale samfund ville bryde sammen, hvis ugen havde forskellig længde i forskellige lande eller verdensdele.

Det kan vel ikke være så svært. Kom nu bare!

Og så er vi faktisk allerede godt på vej mod den fire dages arbejdsuge, jeg efterlyste i starten.

I dag arbejder vi fem ud af syv dage. Det svarer til 71,4 procent af ugen. Hvis vi indførte fire dages arbejdsuge, ville det svare til 57,1 procent af ugen.

Hvis vi satte ugen ned til seks dage og stadig arbejdede fire dage, ville det svare til 66,7 procent af ugen. Altså et sted midt imellem procenterne for fire og fem arbejdsdage på en syv dages uge.

Det er naturligvis ikke lørdag eller søndag, der skal stryges, hvis vi går over til seks dages uge. Det ville jo være helt tosset.

Nej, det er en af hverdagene fra mandag til fredag, vi skal have fjernet fra ugen.

Spørgsmålet er så hvilken?

Mange vil nok sige: Lad os da for Guds skyld blive fri for mandag! Den er jo hæslig. Tænk, hvis man aldrig mere i livet skal opleve mandag morgen. En besnærende tanke.

Personligt ville jeg nok foreslå torsdag. Jeg har altid haft et lidt anstrengt forhold til torsdag. Har altid følt, at når noget gik galt, var det forbløffende tit om torsdagen.

Jeg har også en teori om, at det regner mere om torsdagen end de andre ugedage - men det er en helt subjektiv og aldeles udokumenteret påstand, som ville kræve nærmere research hos DMI, hvis det skulle verificeres.

Anyway: Hvis vi strøg torsdag, ville den nye uge hedde:

Mandag-tirsdag-onsdag-fredag-lørdag-søndag. Så skulle man blot arbejde de første fire dage og fortsat have fri lørdag-søndag.

Men kære læser: Hvilken ugedag synes du, vi skulle fjerne?

Hvis du går ind på klummen her på Ugeavisen Faaborgs website - ugeavisenfaaborg.dk - kan du stemme på, hvilken ugedag du gerne vil af med. Her finder du en afstemningsboks, og så skal du bare markere den dag, du helst vil undvære.

Det bliver fantastisk - og det vil være en snedig måde at gøre, som de har gjort på Jeros i Ringe.

Hør bare her, hvad direktør Evita Rosdahl siger:

"Det er en af de positive ting, vi lærte af coronaen. Det giver et bedre workflow i produktionen, og vores medarbejdere får omvendt mere ud af weekenden og har bedre tid til at klare, hvad de skal. Eller får simpelthen bare mere tid til familie og fritid."

Seks dages uge - med to fridage. What's not to like?

Klummen er alene udtryk for journalistens personlige holdning- ikke for avisens.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Udviklingsekspert: Museum afspejler de trends, der får folk til at søge tilbage til naturen

Ugeavisen Faaborg

Store forventninger til nyt museum fra borgmester og turistaktører: - En ny og moderne attraktion

Ugeavisen Faaborg

Naturen giver operationspatienter ro: Erfaringer fra OUH får plads på særudstilling på Øhavsmuseet

Ugeavisen Faaborg

Fra Sydsjælland til jernaldermosen på det nye Øhavsmuseum: Tore hentede en død hest på Tærø

Annonce