Audition til ny musical
Viborg: Lørdag-søndag 23.-24. august holder Musical Viborg audition til Legally Blonde, som er Musical Viborgs sjette produktion. Med al sin sang og dans er stykket en rigtig feel-good musical-komedie. Musicalens hovedperson Elle Woods, college pige og ballets dronning, tager ikke nej for et svar. Så da hendes kæreste, Warner, dumper hende for en mere seriøs pige, så lægger Elle Woods kreditkortet, åbner bøgerne, og tager den direkte kurs mod Harvard Law School. Hun opdager, hvordan hendes kendskab til loven kan hjælpe andre og med held forsvarer hun fitnessdronningen Brooke Wyndham i en mordsag. Musicalen er baseret på hitfilmen af samme navn med Reese Witherspoon som Elle Woods. Forestillingen får premiere på Viborg Teater 19. marts næste år og spilles i alt 16 gange. Auditionen foregår på Viborg Teater. Musical Viborg søger unge talenter, som kan synge og danse. For at være med behøver man ikke være en trænet sanger eller danser.