Flere kørte forgæves til julestue
Nørager: Gammeldags jul på landet er et populært koncept, kan folkene bag Boldrup Museums julearrangement første søndag i advent konstatere. Museet blev fyldt med gæster i alle aldre i en så lind strøm, at nogle familier kørte forgæves. Mere end 200 gæster besøgte på dagen det lille museum. Indenfor blev de budt på julehygge med æbleskiver, risengrød og andre julelækkerier. Alice Østergaard fra Boldrup Museumsforening fortæller, at køkkendamerne havde utroligt travlt ved æbleskivepanderne i det stuvende fulde museum. En fast tradition til julearrangementet er, at nissen skal vækkes og have sin risengrød. Det var en måbende nisse, der fra sit leje på museets gamle loft kunne kigge ned på de mange ansigter.