Flue-bindere dyster i Aalestrup
Alle med hang til at sysle med kroge, fjer og kunstmaterialer i alle afskygninger er velkomne, når Aalestrup Lystfiskerforening inviterer til fluebinderkonkurrencen Aalestrup Open. Der er flotte præmier på spil i dysten lørdag 5. marts på Fiskegården, Ådiget 40, Aalestrup. Blandt deltagerne trækkes lod om en uges gratis ophold i en af foreningens hytter. Aalestrup Open trækker hvert år deltagere fra nær og fjern, der dagen igennem kan deltage i aktivitet og møde fluebinderne og repræsentanter fra en grejforretning. Mad og drikke sælges og alle er meget velkomne, uanset om de vil binde fluer eller bare se på.