Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Lars kommer den danske sommer på flaske

Lars Madsen har efter eget udsagn et højt energiniveau og dyrker ud over vin også løb, jagt og foreningsarbejde m.m. - Jeg egner mig ikke til at ligge på en strand, når familien er på ferie. Så det ender altid med, at jeg skal ud og se en lokal vingård, når vi er et nyt sted, fortæller han. Foto: Thomas Gregersen
2018 endte med at blive et drømmeår for den nordfynske vinavler Lars Madsen, der lige nu er ved at tappe vinen på flaske fra sine store glasballoner.
Annonce

Otterup: Hvordan smager koncentratet af sådan en rigtig dansk sommer egentlig? I et af Otterups villakvarterer går Lars Madsen rundt med svaret - og et bredt smil.

Hans parcelhus i Otterup er nemlig udstyret med en såkaldt landbrugsparcel på én hektar og i 2013, plantede Lars Madsen det meste af grunden til med vin. 50 stokke blev det til. Sammen med dådyr, høns og påfugle udgør vinmarken det, han kalder sit menageri.

- Jeg plejer at få og vide, at jeg ikke har ro i bagdelen, og når jeg får en idé, så skal den også leves ud. Så selvfølgelig skulle jeg da prøve at lave min egen vin, griner den nordfynske vinbonde.

Han har altid interesseret sig for vin og har besøgt mange vindistrikter, når han og hans kone Dorte var ude og rejse. Efter nogle år som fåreavler skulle jorden jo bruges til et eller andet. Så Lars Madsen læste alt, hvad han kunne få fat i om vinavl - og så blev der indkøbt og plantet vinstokke.

- De første tre år klipper man bare druerne af, og lader dem gå til, så stokkene kan blive stærke og sætte rødder. Man græder lidt indvendigt imens, men sådan er det, fortæller Lars Madsen.

Derfor var forventningerne også bygget godt og grundigt op, da han i 2016 med nogle venners hjælp kunne gennemføre sin første rigtige høst.

Annonce

God vin - til madlavning

- Det var en forfærdelig sommer. Det regnede og regnede. Resultatet blev 15 flasker, og det var mildest talt ikke nogen stor vinoplevelse. Den kunne med lidt god vilje bruges til madlavning, mener han.

Lars Madsen arbejder med den tyske vindruesort, der hedder Solaris. Planterne er udviklet specielt til produktion under nordlige himmelstrøg, så den kan klare sig i et klimabælte, der gør det muligt at dyrke vin i Danmark.

Planten er meget lidt modtagelig for meldug og vinskimmel, og samtidig modner den tidligt og opnår et pænt højt sukkerindhold.

- Det er følsomt at dyrke vin i et omskifteligt dansk klima. Det værste, der kan ske, er, hvis vi får lidt nattefrost i maj, når druerne skal til at sætte sig. Så er det hele slut, inden det rigtigt er begyndt. Og selv for Solaris-druerne skal man op mod 90 solskinsdage, for at det er optimalt. Sidste år rundede vi 95 solskinsdage nærmest i træk, så det blev på mange måder en rekordhøst, fortæller Lars Madsen.

I alt kunne han høste 225 kilo druer på de 50 vinstokke og sukkerindholdet var perfekt.

- Man kan læse sig til meget, men der er også dyrekøbt erfaring, jeg har måtte gøre mig selv. Man skal for eksempel være på forkant, når man nærmer sig høsten. Sådan en flok sultne stære kan næsten tømme det hele på en morgen, fortæller han. Den erfaring betyder, at Lars Madsen nu lægger net over vinstokkene i den sidste periode.

På samme måde har begrebet vildgæring fæstnet sig solidt i hans hukommelse, efter at vinen på et tidspunkt skød propperne af, så hele udhuset måtte vaskes ned.

Annonce

En lille hobby

- Vinstokkene er stærke nu og passer egentlig sig selv. Her i marts og april begynder jeg at skulle klippe ned. Så går jeg typisk en tur gennem marken med hunden om morgenen og klipper skud og blade af, inden jeg skal på arbejde. Bladene ryger ind til mine dådyr, der er helt pjattede med dem, fortæller Lars Madsen.

Han arbejder til dagligt som sælger af teknisk udstyr til blandt andet kraftvarmeværker og kører over hele landet.

I bunden af marken har han et hold høns og nogle påfugle til at holde ukrudtet nede. Den mest følsomme periode med druerne er omkring høsten sidst i september og først i oktober, hvor han dagligt måler sukkerprocenten. Derefter er det først og fremmest gæringsprocessen, der kan gå galt.

- Det er her, man skal fintune vinen. Jeg giver den måske lidt sukker, men ellers ikke andet. Når gæringsprocessen først er færdig, så kan man ikke længere påvirke vinen, fortæller Lars Madsen.

I øjeblikket er han ved at hælde de godt 225 liter hvidvin på flasker, og de første smagsprøver afslører en tør fyldig hvidvin, der naturligvis stadig smager meget af frugt.

- Ret meget bedre kan man vist ikke forlange det som dansk vinavler. Man forsøger jo altid at blive bedre og konkurrere med sig selv, men 2018 bliver svær at slå, mener Lars Madsen.

Han skriver alle sine erfaringer ned, så han hele tiden bliver bedre, og udstyret bliver løbende opdateret.

- Man kan meget hurtigt købe sig fattig, og man skal nok ikke begynde at regne på, hvad hver flaske vin står i. Det er en hobby, som jeg går og hygger mig med. Jeg slapper af med en tur i marken eller over i udhuset.

Han har købt sig ind i en såkaldt hydropresse, og næste år er det planen, at glasballonerne bliver erstattet med ståltanke.

Udover de 225 liter hvidvin ligger der også en sød hedvin brygget på paradisæbler og venter på at blive tappet på flasker.

- Den er jeg faktisk også rigtig godt tilfreds med, smiler Lars Madsen beskedent. Livet som nordfynsk vinbonde kunne være værre.

Lars Madsen har taget navnet Puretto til sin vin, og en god ven har printet etiketter.

- Jeg tager gerne vin med til venner og bekendte, for min kone synes, det er lidt rigeligt, hvis vi selv skal drikke os ud af 225 liter. Som privat vinavler må man ikke sælge sin vin, for så skal der alle mulige fødevaremyndigheder ind over, fortæller han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Nordfyn

Beethoven i Bogense Kirke

Annonce