Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Snart har Ditlevsdal Bison Farm rekordmange dyr: - Vi har så meget brug for, at der bliver åbnet mere op

Ditlevsdal Bison Farm må sende nogle af dyrene andre steder hen. Pladsen bliver for trang på markerne uden for Morud. Arkivfoto: Nils Svalebøg
Sidste år fik Ditlevsdal Bison Farm penge til foder, da en indsamling indbragte over en million kroner. Nu kan indehaver Niels Henrik Ove se ind i en tid, hvor udgifterne til foder igen vil vokse.

Morud: Nu er en bison ikke sådan et dyr, man erhverver sig for at lege med det hjemme i baghaven. Niels Henrik Ove, indehaver af Ditlevsdal Bison Farm, har da heller ikke for vane at sælge til private, som var det en hund, man købte.

Men ønsket om at sælge flere af de store dyr er i den grad til stede. Status er, at han til sommer vil have så mange bisoner som aldrig tidligere i de snart 28 år, han har haft bisonfarmen.

- Ja, hvis der ikke snart bliver lukket mere op.

Annonce

De normale afsætningskanaler er på grund af en vis virus tørret så meget ud, at han om føje tid vil kunne tælle over 500 bisoner. Flere end der er plads til på markerne uden for Morud.

- Heldigvis har vi forlænget en aftale, vi også havde sidste sommer, så vi kan køre nogle af dyrene til et område på 35 hektar ved Aarup.


Vi har senest fået 17 små kalve. Vi har nu rundet de 400 dyr, og vi forventer at få over 100 kalve mere, så vi ender med at komme højt op.

Niels Henrik Ove, indehaver Ditlevsdal Bison Farm


- Vi har senest fået 17 små kalve. Vi har nu rundet de 400 dyr, og vi forventer at få over 100 kalve mere, så vi ender med at komme højt op, fortæller Niels Henrik Ove.

Ekstra udgifter

Sædvanligvis plejer han - foruden dem, der slagtes - at afsætte dyrene til andre lande. Det lader sig for tiden kun gøre i mindre omfang end tidligere.

De mange dyr øger også udgiften til foder. Sidste år var det netop den post, som gjorde, at bisonfarmen, der faldt uden for de statslige hjælpepakker, bad om økonomisk hjælp. På kort tid donerede over 10.000 mennesker i alt 1,3 million kroner.

- De penge gik 100 procent til foder og var medvirkende til, at vi formåede at klare os igennem.

Det er ikke aktuelt endnu en gang at række hånden ud efter økonomisk hjælp, men situationen er mildest talt ikke sjov, fortæller Niels Henrik Ove.

- Der må godt snart ske noget, siger han med henvisning til, at det er vanskeligt at drive forretning så længe, at tingene stadig er så nedlukkede, som de er.

Annonce

Stor usikkerhed

- Det er umuligt at planlægge noget som helst. Får vi lov at komme på dyrskue? Hvor mange mennesker må vi lukke ind til festival og koncerter? Jeg får masser af mail fra folk, der gerne vil holde arrangementer og fester hos os, men ikke ved, hvad der kan lade sig gøre. På grund af usikkerheden har vi aflyst bryllupper og andre fester. Vi har så meget brug for mere langsigtede retningslinjer, og at der bliver åbnet mere op. Og jeg undrer mig virkelig over, at det ikke kan lade sig gøre, siger Niels Henrik Ove.

Til det positive midt i en tid med megen usikkerhed for Europas største bisonfarm hører, at der "virkelig er stor interesse" for at booke farmens præriehuse.

Bisoner eksporteres

En vigtig del af Ditlevsdal Bison Farms forretningsgrundlag er salg og eksport af bisoner.

Gennem en årrække er dyrene blevet afsat til blandt andet Finland, Tjekkiet, Tyskland, Kasakhstan, Sverige, Frankrig, Belgien, Østrig, Rusland.

Hovedparten af farmens kviekalve er gennem tiden kommet videre til andre farme og naturreservater.

For omkring 100 år siden var den amerikanske bison ved at uddø. Niels Henrik Ove brænder for at bevare og udbrede racen.

Eksporten begyndte for otte år siden, da han sendte 150 bisoner til Moskva. Siden har han afsat over 900 bisoner til andre lande.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce