Otterup: Selvom det er et par år siden, Kurt Christensen sagde farvel til lokalpolitik, har han ikke glemt at råbe op. Onsdag aften var det ganske vist mest tal og sjove kommentarer, da nogle hundrede præmiesultne bankospillere ventede på at få hele pladen fuld.
I modsætning til det typiske bankospil, hvor det er det grå guld, der fægter med gennemsigtige plasticbrikker og læsebriller i panden, så havde alle generationer taget godt imod idéen om et bilbanko.
- 67! når Kurt Christensen lige at råbe med høj og tydelig røst, inden et ivrigt horn og en flagren med arme i luften indikerer, at aftenens første række er fyldt.
Det er Nordfyns Erhverv og Turisme, der står bag idéen om bankospillet, der skal styrke både det lokale handelsliv og håndboldklubben, som leverer frivillige præmieløbere.
- Hele idéen er at støtte det coronaramte handelsliv, hvor vi har været ude og købe præmierne. Den samlede præmiesum har en værdi af 100.000 kroner, men det er altså ikke det, vi har været ude og købe ind for, fortæller Per Olesen, der er direktør i Nordfyns Erhverv og Turisme.
Han bliver afbrudt af Kurt Christensen, der i højttaleren gør opmærksom på, at nu er der en præmie til aftenens mest beskidte bil.
Aftenens mest beskidte bil
De frivillige fra håndboldklubben er rundt og vurdere mængden af snavs, inden man beslutter sig for, at en lille hvid Skoda skiller sig ud.
- Nej, vi prøver det her koncept af og ser, om det bliver en lige så god oplevelse, som vi forestiller os, griner Per Olesen, mens talrækken fortsætter.
Om konceptet skal bredes ud til de andre større byer i kommunen, er han ikke sikker på.
- Idéen til bilbanko kom under nedlukningen af samfundet, men det hele er jo faktisk ved at være åbnet igen. Så realistisk set er vi nok en måned for sent ude til, at det giver nogen mening af gentage det, mener han.
10.000 kroner som hovedpræmie
I løbet af aftenen løber håndboldklubbens frivillige ud med præmier i hundredevis. Der er sidepræmier, præmier for den største bil, den bedst udsmykkede bil og den bil, der har tre ens tal på nummerpladen.
Men det, de mange gæster venter på, er hovedpræmien, der som det sidste skal trækkes på nogle lotterisedler, der er delt ud sammen med spillepladerne.
Et gavekort på 10.000 kroner til de nordfynske handelsstandsforeninger.
Vinderen bliver Stine Søndergaard Nielsen, der er blevet lokket hjem til bilbanko af sine to veninder.
- Det er helt vildt. Vi har vist ikke rigtigt nogen idé om, hvad pengene skal bruges til, men vi deler lige mellem os tre, fortæller Stine Søndergaard Nielsen.
Stine Søndergaard Nielsen- Det er helt vildt. Vi har vist ikke rigtigt nogen idé om, hvad pengene skal bruges til, men vi deler lige mellem os tre