Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Ugens klumme: Living Danishly

Keld Balmer Hansen. Foto: Michael Bager

Forleden så jeg et tankevækkende youtube foredrag ved en kvinde, Helen Russell, der talte om ”Living Danishly” eller på dansk: ”Sådan lever man i Danmark.”

Helen Russell er fra London, og hun indleder sit foredrag med at fortælle, at hendes mand fik ansættelse hos Lego i Danmark. Derfor flyttede de begge til Danmark, hvor de boede i tre år. Helen er uddannet journalist og vant til at lave research. Derfor besluttede hun sig for at bruge tiden i Danmark til at undersøge, hvorfor vi danskere i årtier er blevet kaldt for verdens lykkeligste folk. I videoen er de tre år gået, og Helen Russell holder foredrag for mere end hundrede englændere. Hun forklarer meget engageret om grundene til, at vi danskere er verdens lykkeligste folk.

Der er forskellige ting i spil, forklarer hun de lyttende landsmænd. Danskerne har fx stor tillid til hinanden. Det siges, at 79% af alle danskere har tillid til de fleste mennesker. I England er det tal vel omkring de 30%. Derfor kan du se børn sove til middag i barnevognen uden for restauranter og cafeer, for man regner da med, at barnet stadig er der, når man kommer tilbage. Børn bliver også opmuntret til at stole på andre, og danskerne stoler fx også på politikerne. Danskerne betaler over 50% i skat, og det gør de gerne, fordi de tror, at myndighederne bruger deres penge fornuftigt. I Danmark får man meget for det, man betaler i skat. Det giver tryghed, og trygheden gør, at man bliver glad.

Denne uges klummeskribent

Keld Balmer Hansen, 62, sognepræst i Østrup og Skeby fra 1988 og provst i Bogense provsti fra 2012. Er gift med Susanne, professor på SDU. Vi bor i Østrup og har to voksne børn, Anders og Charlotte, der bor i København. 1995-96 var jeg præst ved en amerikansk kirke i Baltimore, USA, og i 2001 underviste jeg på en præsteskole i Tanzania. Er formand for Skovløkke Lokalråd samt Grøn Kirke i Danmark.


Danskerne er også meget stolte af deres hjem, fortæller Helen Russell. Rigtig mange danskere investerer i pæne stole, et pænt spisebord og en ph-lampe. Mange har trægulve og hvide vægge. Studier viser, at hvis man er stolt af sit hjem, er det virkelig noget, der gør folk glade.

Desuden er danskerne stolte af deres flag. I England kæder man flaget sammen med politik, og derfor flager almindelige mennesker sjældent. Men her i Danmark flages uden for kontorer og butikker og hver gang, der er fødselsdag. Man er stolte af dannebrog, og mange har en flagstang derhjemme. Danskerne er stolte af at være danske, og man er glad for det sted, man kommer fra. Det er endnu en ting, der gør danskerne glade.


I England kæder man flaget sammen med politik, og derfor flager almindelige mennesker sjældent. Men her i Danmark flages uden for kontorer og butikker og hver gang, der er fødselsdag. Man er stolte af dannebrog, og mange har en flagstang derhjemme. Danskerne er stolte af at være danske, og man er glad for det sted, man kommer fra.

Keld Balmer Hansen


Danskerne, fortsætter Helen, har mange helligdage og fridage, og det er altid en undskyldning for en fest. Man pynter til jul og påske, spiser fastelavnsboller i februar og spiser and mortensaften, og er hver gang sammen med familie og venner. Fridagene samler folk og gør dem glade og tilfredse, fortæller Helen. Og i juli lukker hele landet ned, og så hviler alle ud samtidig. I august er man igen klar til at kaste sig over arbejdet.

Som danskere arbejder vi færre timer end de fleste andre. Helen var i starten forbløffet over, at hendes mand allerede kom hjem fra arbejde en fredag kl. 15. Til gengæld har hun observeret, at når vi så endelig er på arbejde, så gir vi arbejdet en skalle, og så har vi en forventning om, at arbejdet skal være interessant og givende. Vi taler ofte, siger Helen, om ”arbejdsglæde”- et ord, som ikke findes i hendes hjemland.

Og så er der ”hyggen”, som danskerne er kendte for, og som går perfekt sammen med kaffe eller øl eller stearinlys. Ifølge Helen er danskerne det folk i Europa, der bruger flest stearinlys pr indbygger. At tilbringe tid med familie og venner og sætte arbejdet på pause, hjælper med til, at man er venligere over for hinanden.

Alt er ikke perfekt i Danmark, siger Helen, men vi er temmelig godt kørende, og derfor råder hun sit engelske publikum til at tage de ”danske” værdier til sig, fx tryghed, hygge, tillid, stolthed og arbejdsglæde.

For mig var der ikke meget nyt i foredraget. Men jeg blev i godt humør af at se videoen, fordi jeg blev mindet om alt det, vi har, og som er guld værd.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce