Annonce
Ugeavisen Odense

Corona: Restauratør har nu fået masser af tid til at spille guitar

Yasar Nazir spiller på sin guitar et par timer hver dag. Guitarspillet er en slags terapi, fortæller han. Foto: Hasse Frimodt
I mange år har Yasar Nazir arbejdet mellem 60 og 70 timer om ugen som restauratør, nu lyder arbejdstiden på knap 15 timer om ugen. Det har givet ham tid til at lære og spille guitar.
Annonce

Yasar Nazir er odenseansk restauratør og medlem af Venstre, hvor han den 11. november fik debut i byrådet som suppleant. Men han går også for tiden og vender hver en sten for at finde ud af, hvordan han ønsker at leve i fremtiden. - Jeg er i tvivl om, hvor min fremtid ligger. Skal jeg satse på den politiske karriere, skal jeg forblive i restaurationsbranchen, eller skal jeg finde på noget helt tredje, siger Yasar.

Yasar blev i 2009 medejer af takeaway spisestedet Ammi Jee’s.

Yasar Nazir, restauratør i Odense

- Da jeg gik ind i Ammi Jee’s, var jeg ansat som salgschef hos Radisson SAS i Odense. I 2012 blev jeg hoteldirektør i Kolding frem til 2014. Jeg valgte at sige op, for at gå på fuld tid som restauratør. Det var en chance jeg tog, men det var den helt rigtige. Nu driver jeg Ammi Jee’s, Skibhusvej 125 Wokkabox, Skibhusvej 154 og Phi Mo, Vestergade 98.

Men corona har været hård ved Yasar og virksomhederne. I marts 2020, solgte han sin restaurant i Rosengårdcenteret.


Jeg bruger det som en form for terapi, når jeg øver

Yasar Nazir, restauratør


- Corona er noget skidt. Vi har mistet enorme omsætninger i 2020. Vi er gået glip af store omsætninger i forbindelse med Tinderbox, Havnefestival samt en masse annullerede ordrer til store fester. Det har betydet, at jeg lige nu går og overvejer min fremtid, siger Yasar.

Yasar Nazir har i rigtig mange år arbejdet 60-70 timer om ugen. Det gør han ikke længere.

- Jeg er vel nede på en ugentlig arbejdstid på 15 timer. Det er så vildt. Jeg har fået så meget fritid. Og hvad skal den så bruges på. Jeg har valgt at bruge den på at lære og spille guitar. Min kæreste gav mig for to år siden en akustisk guitar i 40 års fødselsdagsgave. Den har så stået i to år og aldrig været brugt, men nu er den fundet frem. Jeg øver en til to timer om dagen på at blive en bedre guitarist. Jeg lærer det gennem youtube, siger Yasar Nazir.

Yasar Nazir fik en akustisk guitar af sin kæreste da han for 2 år siden fyldte 40 år. Foto: Hasse Frimodt

Så måske er fremtiden som musiker, spørger vi Yasar.

- Ha ha ha, nej det sker ikke. Men det kunne da være sjovt. Jeg har fået en kæmpe respekt for musikere og særligt guitaristerne. Jeg er blevet helt vild med bands som Metallica og Guns N´Roses. Men så god bliver jeg nok ikke. Selvom jeg aldrig gør noget halvt, så skal man nok ikke forvente at se mig i et band eller i X-factor, griner Yasar Nazir.

Man kan roligt sige, at Yasar er blevet bidt af sit guitarspil, for han har lige investeret i en elektrisk guitar.

Yasar Nazir har købt en elektrisk guitar, som nu hænger i stuen i hjemmet. Foto: Hasse Frimodt

- Det er bare fedt at kunne spille både på den akustiske og en elektrisk guitar. Jeg bruger det som en form for terapi, når jeg øver. Og så er det bare fedt at kunne spille numre som Guns N’ Roses "Don’t Cry" og "Nothing else matters" eller Mettalicas "The Unforgiven", siger Yasar Nazir.

Hvad fremtiden bringer ved Yasar endnu ikke. Han er gået i tænkeboks. Måske forbliver han i restaurationsbranchen, måske stiller han igen op for partiet Venstre ved kommunalvalget i 2021, eller måske finder vi ham i nær fremtid på en scene som guitarist i et band.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce