Annonce
Ugeavisen Øboen

Ørtings brevkasse: Kvinde vil have mere sex - manden kommer på maksimalt ét minut

Sexolog og terapeut Joan Ørting har mange års erfaring som brevkasseredaktør i Ekstra Bladet og BT. Hun har en brevkasse for Øboens læsere, hvor hun svarer på spørgsmål om alt fra ensomhed og selvværd til sex og samliv. Foto: Anna Stærbo.
Forgæves forsøg på at få en samtale om, hvordan det kan blive anderledes og bedre.
Annonce

Kære Joan

Har forsøgt meget venligt at tale med min mand om vores sexliv. Min mand tror nemlig, at når vi skal have sex, drejer det sig hurtigst muligt om at få udløsning af ham (maksimalt ét minut). I dag sagde jeg til ham, at jeg ville snakke med ham om vores sexliv, og om hvordan vi måske kan gøre det anderledes og bedre. Han svarede kun "ja, ja, ja, ja, ja".

Jeg har givet op nu. Så jeg vil spørge dig, hvor kan man søge sig en elsker eller elskerinde - med uden nogen form for forpligtigelser. Findes der escort-mænd? Kun ren nydelse, og hvor sikkerheden er i top?

Hilsen anonym

Annonce

Kære anonym

Hvis du vil have en succesfuld samtale med din mand, skal du forberede ham på, at du gerne vil have et møde med ham om jeres erotiske liv. En mand kan have svært ved at tage den helt store eksistentielle diskussion midt i morgenkaffen. Han har brug for at indstille sig på emnet, så han kan tænke sig om og mærke, hvad han selv føler, så det ikke kun er dig, der har noget på hjerte.

Når din mand siger "ja, ja, ja, ja, ja", er det fordi, han godt ved, at han skal have kritik, og så er det forståeligt, at han reagerer som et barn: ”Ja ja mor, jeg skal nok blive bedre. Skæld mig ikke ud!”

Brevkasse

Sexolog og terapeut Joan Ørting har mange års erfaring som brevkasseredaktør i Ekstra Bladet og BT. Hun har en brevkasse for Øboens læsere, hvor hun svarer på spørgsmål om alt fra ensomhed og selvværd til sex og samliv.

Skriv til redaktion@oeboen.dk eller som post til Ørstedsgade 18, 5900 Rudkøbing - mærket "Joan Ørtings brevkasse". Det er tilladt at være anonym.

Når man sender sit spørgsmål, anbefaler Joan Ørting, at man sørger for at beskrive konteksten for sit spørgsmål - beskriv eksempelvis gerne en situation samt dine følelser eller tanker omkring det.

Han håber på, at du lader ham være i fred, hvis han bare giver dig ret. Det er en ulidelig situation for jer begge to, og det minder om et mønster. Du er hende, der gerne vil have passion og energi og flirt, som et bål der flammer op, så du kan mærke, at du lever. Din mand har ikke den samme energi og har ikke brug for samme grad af passion og lidenskab som dig. Han virker mere som en stille og rolig fyr, der bidrager med det han kan, og som er glad for det, han får.

Når du så får spat af, at energien er lav, og der ikke rigtig sker det, som du har brug for, så skruer du op for musikken og brokker dig endnu mere, og din mand kan kun dukke sig og undre sig over, hvorfor du ikke ser alt det andet, han bidrager med. Hvordan skal sådan to forskellige typer blive tilfredse med hinanden?

Jeg synes, at du skal beslutte dig for at se ham, se hans intentioner, se hvad han faktisk gør og give ham opmærksomhed. Du har helt sikkert vist din power overfor ham længe og skruet så højt op, du kunne, og det er bare blevet værre. Derfor skal du gøre noget andet denne gang. Jeg synes, at du skal beslutte dig for at se din mand, se hans intentioner, se hvad han faktisk gør, og give ham anerkendelse.

Hvis du kaster dit smukke lys over på ham og vælger at gøre noget for ham, vil han også have lyst til at bruge lidt flere minutter i sengen med dig. Som det er nu, er han blevet ”kastreret”, og det gør, at han får overstået samlejet på et minut. Han kan ikke gøre andet lige nu, fordi han er usikker på dig.

Jeg synes, at du skal tale lidt med dig selv, om din metode holder vand. Du vil have passioneret erotik i et tørt ørkenlandskab. Det er ikke muligt. Hvis vi vil have afgrøder, må vi dyrke jorden ordentligt og nære den og give den vand.

Derfor er min opgave til dig at skabe et grundlag af kærlighed. Når der først er et grundlag af glæde og kærlighed i forholdet, så har vi lyst og motivation til at komme lidt tættere på hinanden igen.

Opgave:

Sid med hvert jeres stykke papir.

Skriv øverst: ”Det gør mig forelsket, når du……..

Derefter skriver I hver især cirka 14 punkter lodret på papiret:

For eksempel:

1. laver mad sammen og drikke vin samtidigt.

2. lytter til mig og stiller flere spørgsmål i træk

3. sætter musik på og danser med mig

4. leger slåskamp med mig

5. siger KOM, og trækker mig ind i sengen

6. foreslår en gåtur hånd i hånd

7. flirter med mig, ser mig og holder øjenkontakten.

8. vil give mig massage eller selv vil modtage det

9. har lyst til at nusse om morgenen

10. har lyst til at tale om de svære ting

11. overrasker med solnedgangshygge, en drink og en skål chips.

12. tager mig med ud på en køretur

13. vil se en film sammen med mig

14. vil have erotik med mig.

Når I har skrevet alle punkterne, så læser I dem op for hinanden og forklarer, hvad I mener specifikt. Derefter bytter I sedler, og de næste 14 dage giver I et-to ønsker om dagen til hinanden. Vælg frit på listen.

Når vi begynder at have fokus på selv at give og gøre os umage, i stedet for at råbe til partneren om at ændre sig, vil det gå meget bedre.

Lige nu har du lyst til at hævne dig og kontakte escortmænd. Hævn virker ikke i et parforhold. Det gør forståelse, nysgerrighed og empati til gengæld.

Jeg ønsker dig held og lykke med projektet.

Kærlighed er altid svaret

Kram til dig fra Joan

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Øboen

Sølvbryllup

Ugeavisen Øboen

Dødsfald

Annonce