Annonce
Ugeavisen Øboen

Debat: Har kirken mistet mælet?

Kasper Nefer Olsen. Arkivfoto: Anna Stærbo
Annonce

Jeg stillede i Øboen 26. maj et spørgsmål, nemlig hvorfor kirken valgte at lukke under ”corona-krisen”, når nu der udtrykkeligt står i Skriften, at de troende kendes på at de ”lægger hænder” og derved ”helbreder al slags sygdom og svaghed”?

Jeg har ikke fået noget svar. Jeg føler imidlertid at de 83 procent langelændere, som er medlemmer af Folkekirken og ikke har fået noget for pengene i to måneder, fortjener en forklaring på hvorfor kirken ikke bare var først til at lukke, men fik påfaldende travlt med at velsigne Mette Frederiksens panik-politik.

Da det pludselig blev forbudt at ”kramme”, fandt således præst Ane Sofie Lindegaard (Information, 27. april), lige så pludseligt ud af at det jo egentlig også er en uting: ”Det er fristende at give et kram, når nogen er ked af det, men ofte er det kontraproduktivt, fordi man afbryder den anden i den sorg, vedkommende er midt i”.

Der fik du dén, Jesus, du som ville ”lægge hænder”: det er synd at afbryde den anden i sin lidelse! - Lindegaards efterrationalisering er ikke bare ugudelig, men direkte umenneskelig.

De langelandske præster holdt sig heller ikke tilbage. Peter Møberg jubler i Øboen 24. marts over ”coronafasten”: ”Hvorfor fastede man oprindeligt? Det gjorde man for at man ikke skulle stirre sig blind på alle de gode ting, men i stedet få øje på det gode, som i sidste ende gjorde alle de gode ting gode. Det er egentlig det samme, coronafasten lærer os”. En gave fra himlen, altså – lige til tiden!

Og i Øboen 6. april forklarer Li Have Otterstrøm, at pandemien er en chance for at ”få øje på alle de døde celler det er på tide at få skrabet ud af sit liv”. Jeg er målløs: her ligger mennesker og dør i respirator (hvorpå de knap nok kan blive begravet!) – og hun taler om ”døde celler” der skal ”skrabes ud”? Er det ufølsomt, morbidt, eller bare makabert?

En præst er, må jeg desværre konkludere, en person der siger ”Ja og Amen” til lige meget hvad der sker. Den dag Fru Frederiksen beordrer at alle drengebørn under to år skal dræbes (af hensyn til smittefaren), vil en præst øjeblikkeligt stå frem og forklare, ”frit og modigt”, at det jo egentlig er en god ting, som lærer os at sætte mere pris på de børn vi har tilbage.

Det er, som sagt, umenneskeligt; men det er også i modstrid med en vis Martin Luther som, for ret præcist 500 år siden, skelnede mellem ”to regimenter”: den kristne, sagde han, må underordne sig den verdslige magt i de sager, som ikke vedrører gud og evigheden (told og skat og den slags); men til gengæld må den verdslige magt IKKE blande sig i det religiøse liv, som udfoldes i sakramenterne. Det er med andre ord totalt udelukket, fra et luthersk standpunkt, at indstille nadver og prædiken på kommando fra det verdslige regimente.

Desværre må man konstatere at hvor fx den græsk-ortodokse kirke nægtede at opgive nadveren under corona, og en katolsk præst fik en bøde på 135 euros for at holde påskemidnatsmesse i Paris (naboerne hørte orglet og ringede til politiet!), har den såkaldt lutherske kirke svigtet ikke bare sin næste, men også sig selv.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce