Annonce
Ugeavisen Struer

- Jeg kommer til at stå på mål for den ungdom, vi har i Struer, hele vejen igennem

Opgaven som ny leder af Struer Ungdomsskole kan kun siges at være alsidig, når man kigger på, hvad Thomas Poulsen brugte sin lørdag på at afprøve. Foto: Johan Gadegaard
1. december kunne Thomas Poulsen helt officielt kalde sig for leder af Struer Ungdomsskole, som der kommer til at ske rigtig meget med i den kommende tid.
Annonce

Struer: Det er ikke længe siden, det blev offentliggjort, hvem den nye leder af ungdomsskolen i Struer er, og nu kan Thomas Poulsen så også helt officielt bære titlen.

1. december rykkede han trinnet op fra viceungdoms-skoleinspektør efter en længere periode som konstitueret leder af ungdomsskolen.


Det skal være skørt og skævt, men der skal også hele tiden være en mening med det, vi gør.

Thomas Poulsen, ny leder af Struer Ungdomsskole


Efter fem år som en del af et ledelsesteam med den nu tidligere leder af ungdomsskolen, Alice Frederiksen, er det Thomas Poulsen, som har det fulde ansvar.

- Det bliver da noget andet, men i et lille ledelsesteam, som vi har været, taler man jo meget om tingene, siger han:

- Så jeg tænker ikke, det bliver revolutionerende eller noget skelsættende nyt på den måde.

Og så lidt alligevel, for det der med at skulle spørge nogen om lov er jo slut. Nu er det Thomas Poulsen selv, der skal spørges.

- Jeg søgte stillingen, fordi, jeg syntes, den lød spændende, og fordi, jeg synes, det har været spændende i perioden som konstitueret leder, fortæller den nye leder.

Annonce

En livsstil

Privat skulle den dog lige cleares af, lyder det fra Thomas Poulsen, som sammen med sin kone har tre små børn.

- Ungdomsskole er lidt en livsstil, men min kone var ikke i tvivl, siger han med et smil.

Omvendt kan han heller ikke lade være at nævne, at ønskescenariet egentlig var, at Alice Frederiksen, som måtte stoppe på grund af sygdom, kunne være blevet ti år mere.

- Så havde der været en mere naturlig overgang, siger 34-årige Thomas Poulsen:

- Det sidder stadig i en, både fordi vi kommer hinanden ved og har omsorg og bekymring for hinanden, og så fordi vi er opmærksomme på ikke at havne i samme situation igen.

Alice Frederiksen har selv tidligere fortalt, at hendes sygemelding havde med et stressudløst blackout at gøre.

- Vi er nødt til at kigge på, om vi kan gøre nogle ting anderledes. Er der nogle ting, vi skal gøre mindre af dybest set, forklarer Thomas Poulsen.

Ungdomsskolen er nemlig en bred virksomhed, som den nye leder beskriver det, med opgaver i alle mulige retninger.

Annonce

De første skridt

Et af de første skridt foran Thomas Poulsen er, hvad der skal ske med hans egen tidligere rolle.

Vicelederen - hvordan skal den stilling defineres i fremtiden?

Det arbejder han blandt andet på lige nu, men kan dog godt sætte to streger under, at der skal ansættes en mere på fuldtid, som han kan danne et nyt ledelsesteam med.

Her er han så i lidt mere vante omgivelser på ungdomsskolen i Struer, som Thomas Poulsen de seneste fem år har været viceleder på og nu altså er øverste leder af. Foto: Morten Stricker

Et andet skridt, som også skal tages af den nye leder, handler om heltidsundervisning. Et element, som kommer ud af Struer Kommunes helhedsplan for 0 til 18-års området.

Faktisk er ungdomsskolen allerede begyndt så småt og skruer så op efter sommerferien i 2021.

- Heltidsundervisning er et alternativ til folkeskolen organiseret i ungdomsskoleregi, og det er ofte en eller anden form for specialundervisning, forklarer Thomas Poulsen:

- Fordelen er, at man ikke har uddannelseskrav eller krav til antal timer, så vi kan lave en anderledes indsats, hvor vi arbejder meget mere med personlige og sociale kompetencer.

Udgangspunktet vil altså være at få løst det, der ligger i vejen for at kunne lære det faglige og så at have nogle andre tilgange til læring.

Praktiske indgange som for eksempel dem, der allerede nu er på ungdomsskolen.

Annonce

Valgfag om aftenen

Heltidsundervisningen vil være for elever fra 5./6. klasse og opefter, og hele skolegangen vil foregår hos ungdomsskolen.

Der er aktuelt syv indmeldte, og tilbuddet kommer efter sommerferien til at kunne rumme 12 elever, som tingene ser ud lige nu.

Der arbejdes på ungdomsskolen også med at kunne tilbyde valgfag til de ældste elever i folkeskolen, hvor tanken er at kunne tilbyde undervisningen om aften i stedet for i skoletiden.

- I år har vi lavet et samarbejde med Limfjordsskolen, hvor vi prøver det af med ti elever, som tager deres valgfag her om aftenen, fortæller Thomas Poulsen:

- Vi håber, at andre overbygningsskoler vil være med næste skoleår, og man vil selvfølgelig stadig kunne tage valgfag på sin egen skole også.

Annonce

Flytningen?

At Struer Ungdomsskole skal fraflytte sine nuværende lokaler i Skolegade, er efterhånden også blevet slået fast, og politikerne peger i retning af Struerdalvej.

Intet er dog endnu sikkert, ej heller, hvornår flytningen kommer til at finde sted.

Der sker rigtig mange forskellige ting på Struer Ungdomsskole, og faciliteterne må siges at være i orden, når det kommer til for eksempel ræs. Foto: Morten Stricker

Der er med andre ord nok at kaste sig over for Thomas Poulsen, som egentlig aldrig selv har hængt voldsomt meget ud på ungdomsskolen i Struer.

Han er ligesom sin bedre halvdel født og vokset op i Struer, men flyttede til Aarhus for at læse og siden til Viborg for at arbejde.

Thomas Poulsen er uddannet lærer og arbejdede på en efterskole lidt udenfor Viborg, men både han og fruen fik hjemve, da barn nummer to var på vej.

Og så har Thomas Poulsen altid godt kunnet tænke sig at arbejde med ledelse på et eller andet tidspunkt.

Annonce

Skørt og ordentligt

Det var et par af ingredienserne i den plan, som fik parret tilbage til Struer, og Thomas Poulsen nåede ikke at søge mere end et job, før vejen var banet.

- Der kom lige pludselig et opslag om, at de søgte en viceleder til Struer Ungdomsskole, fortæller Thomas Poulsen, der som ung havde været på skitur med ungdomsskolen.

- Og så har jeg taget knallertkørekort med Bjarne, som stadig underviser i knallert i dag, og brugt Dragen, som aftenklubben hed dengang.

Efterskolemandens interesse var vakt, og da meget af ånden i efterskolen ifølge ham går igen hos ungdomsskolen, var der ikke længere tvivl.

Nu står han så forrest i frontlinjen og skal svare på, hvad han gerne vil huskes for om forhåbentlig mange år, når folk husker tilbage på tiden med Thomas Poulsen ved roret.

- At det har været skidesjovt og ordentligt. Jeg går meget op i ordentlighed. Vi skal være ordentlige overfor hinanden, begynder den nye leder:

- Det skal være skørt og skævt, men der skal også hele tiden være en mening med det, vi gør, og så kommer jeg til at stå på mål for den ungdom, vi har i Struer, hele vejen igennem.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Struer

Forfatterforedrag aflyst

Annonce