Annonce
Ugeavisen Struer

Rejsefeber i coronatid

Knud Rasmussen oplevede fantastiske ting på sine rejser til Grønland. Arkivfoto
Der er fantastiske bøger, der kan tage os med på rejser i vores lænestol
Annonce

Struer: Med det samme de fleste lande begyndte at lukke deres grænser på grund af coronavirussen, fik jeg akut rejsefeber. Sådan er det nok ofte med de ting, man tager for givet. I det øjeblik de forsvinder, mærker man for alvor, hvor uundværlige de er.

Heldigvis skulle jeg ikke kigge langt for at få min rejselyst stillet, faktisk ikke længere end til min bogreol. Der findes nemlig en masse fantastiske bøger, der kan tage os med på en rejse, imens vi sidder trygt og godt – og ikke mindst for os selv – i vores lænestol.

Den første store litterære rejser, som jeg husker tydeligt, var, da min farmor læste Huckleberry Finns eventyr for mig. Jeg har siden lært, at Mark Twains roman er en af de ultimative klassikere i amerikansk litteratur, men jeg husker den for Finn og slaven Jims farefulde og forunderlige sejlads på Mississippifloden, hvor de mødte et væld af spændende mennesker. Det var fantastisk på én gang at sidde i min farmors sofa og samtidig sejle på tømmerflåden sammen med Finn og Jim, og romanen tåler bestemt at blive genlæst som voksen.

Annonce

Katastrofefilm

Jeg har set flere beskrive det, vi oplever under coronakrisen, som at være med i en dystopisk katastrofefilm. Jeg forstår godt sammenligningen, men hvis du virkelig vil dyrke en dystopi om jordens undergang, der samtidig fungerer som en rejsebeskrivelse, kan jeg varmt anbefale Cormac McCarthys smukke og triste "The Road". Her befinder vi os i et apokalyptisk USA dækket af aske, og vi rejser sammen med en far og hans søn gennem landet sydpå for at undgå den kommende vinter. Det er en farefuld færd, hvor de to konstant trues af sult og ikke mindst andre mennesker, især dem der er blevet tvunget ud i kannibalisme. Det er en dyster rejse man er med på, hvor kulden, frygten og sulten sniger sig ind på læseren, men det er også en roman fyldt med medmenneskelighed og måske endda et lille håb i elendigheden; Et håb vi bestemt også kan bruge i disse tider. Den kan varmt anbefales.

Annonce

Slæderejsen

En af de mest eventyrlige rejer, som jeg har læst mig med på, er ikke engang opdigtet – selv om dens virkelighed ofte overgår fantasien. Det er Knud Rasmussens "Den store slæderejse" om hans store polarekspedition fra 1921-24, hvor han sammen med andre polarforskere og et hold grønlændere rejste fra Grønland over Canada og først sluttede ekspeditionen, da de nåede Stillehavet. Det er dybt fascinerende at følge den modige flok på hundeslæde ind i ukendt land, uden livliner og satellittelefoner, og læse om deres møde med inuitterne og den mægtige natur. Om hvordan man kan bygge hele paladser af sne, om farefuld hvalrosjagt og ikke mindst om hvordan de finder frem til, at inuitterne på tværs af Arktis er forbundet af en fælles kultur og verdensopfattelse.

Heldigvis kan man hverken sætte fantasien eller litteraturen i karantæne. Begge dele gør dig fri til at rejse og få udvidet dine horisonter. Der findes et væld af spændende litterære rejser, der venter på dig, og du kan helt selv vælge, om du vil indløse billet til en rejsen op ad Congofloden og dybt ind i den afrikanske jungle i Jospeh Conrads ’Mørkest hjerte’, tage på en episk rejse med Frodo og Sam i Tolkiens ’Ringenes Herre’ eller ud på havet i en vanvittig jagt på en hvid hval i Melvilles ’Moby Dick’.

Rigtig god læse(rejse)lyst!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Struer

Grums i drikkevandet

Ugeavisen Struer

Det er ikke så ringe endda

Annonce