Ugens ord: Dejlig er jorden

Thyholm: Er der noget, der er så tæt på helt sikkert - som man kan komme det - så er det, at vi en juleaftensdag i en kirke skal synge B.S. Ingemanns "Dejlig er jorden". Og selvfølgelig også i år - uanset om restriktionerne så rækker til fællessang eller solosang.

For det er en uforlignelig tradition på en juleaftensdag, og versene rammer os med nogenlunde samme andægtighed og følelse af fællesånd som nationalsangen før en fodboldkamp, når vi læner os ind i de så velkendte ord.

Salmen er uden tvivl en vaskeægte evergreen, hvilket skyldes, at den udover sin utrolig smukke tekst og melodi - som de fleste af os tilmed kan synge med på - også har det der ekstra lag i sig, som går lige i hjerterne på os. Og som efter min bedste overbevisning har noget at gøre med det håb, som den forkynder.

Almindeligvis kan man slå sig veltilpas på maven efter en herlig julemiddag og stønnende konstatere, at dejlig er jorden, men i år skal der nok mere til end bordets glæder før, at man med selv samme begejstring kan udtale ordene.

I stedet bliver ordene snarere til en bøn og et håb om, at jorden måtte være dejlig. Det er håbet, som får hårene i nakken til at rejse sig, når vi sammen synger "slægt skal følge slægters gang", og selvom det selvfølgelig er et postulat, vi aldrig kan vide noget om, så kan vi håbe det noget så inderligt og bevæges af alvoren derved.

Så lad os håbe på, at jorden må være dejlig i fremtiden. Lad os håbe på, at den skønhed og den alvor, som salmen rummer, må afspejle sig i den tilværelse, som alle vores børn og børnebørn må leve.

Lad os håbe, at de engang som voksne sammen med deres børn håbefuldt vil synge videre, for da er håbet levende, "da går vi til paradis med sang" – og med et sådan håb kan selv en 'covid-jul' blive glædelig, når fremtiden og nutiden synger sammen:

Fred over jorden!

Menneske, fryd dig,

os er en evig frelser fød!