Annonce
Ugeavisen Struer

Ugens ord: Sommeren hvor vi blev hjemme

Liv Marit Tjelle Holm, sognepræst i Thyholm pastorat. Privatfoto
Annonce

Da vi boede i Tyskland, havde vores mellemste en dagplejer i Agtrup. Det lå cirka fire kilometer fra, hvor vi boede og ret tæt på den dansk-tyske grænse.

Der fik vi begge lært nogle sønderjyske gloser, som vi ikke kendte i forvejen. Men da vi nærmede os sommerferien, blev Inge og hendes mand lidt bekymrede for os, som igen skulle ud at rejse til sommerhus i Danmark og med båd til Norge.

Det, som var en tradition og næsten et ritual for os, når sommeren kom, var ikke særlig tillokkende for dem.

De nød sommeren derhjemme, havde familie tæt på og kunne komme langt nok med en cykel på en markvej.

Kedeligt? Nej, det syntes de ikke. Så de blev hjemme, og vi pakkede bilen og rejste nordpå.

For hvad handler sommerferie egentlig om?

Måske at være lidt mere ødsel i samværet med hinanden. Nogle gange tage dagene lidt mere som de kommer og dermed være ødsel på en god måde.

Særligt nu, når vi helst skal have Danmark som ferieland, indser vi måske vigtigheden af gode relationer.

Det kan være udfordrende og kræve både vilje og kreativitet, hvis det, vi gør, skal blive til gode oplevelser for flere og ikke kun tilfredsstille egne lyster.

Selv under corona-krisens langsomhed rinder tiden ud mellem fingrene på os, og gode intentioner om at ringe til nogen eller skrive et brev eller gå en tur sammen bliver ved tanken.

Men min nabo, som jeg pludselig kom til at tale med, fordi vi på en særlig måde "er i samme båd", er også min sammenhæng.

Det er også han eller hende på 13-14 år, der skulle have været konfirmeret dette forår og må vente, og som tumler med spørgsmål om Gud og om livet.

Det kan være graveren på kirkegården, der får et mundtligt klap på skulderen eller en sommerturist, der spørger efter vej og får historien, som netop du kender.

Da kan sommeren blive en ødsel tid.

En tid, hvor forpligtigelsen skulle være at leve med vågne sanser, så vi oplever landskaber, ser mennesker og erkender dybt i os selv, at det er godt, at vi ødsler med samværet.

Mine drømme for sommeren skulle også handle om Gud.

Han som var der, før jeg spurgte efter ham. Han som omsluttede mig med ødsel godhed og barmhjertighed fra før, jeg blev til.

Nogle mennesker oplever et guddommeligt nærvær i naturen, der udfolder sig på sit dejligste lige nu.

De savner ikke ord om Gud, syndefald og nye muligheder. De orker ikke at gå i kirke, hvor ord fylder meget. Jeg vil bede dem at gå alligevel.

Vi har brug for den kost, som gives os i kirken. Jeg håber, at vi som kirke kan møde dem, der kommer, med et sprog, som kan tale til den længsel, der findes i hvert menneske.

Som kan fortolke den og lade Jesus Kristus være kraften i vores liv med hinanden. Også nu, når det er sommer i Danmark.

Annonce
Annonce
Ugeavisen Struer

Det er ikke så ringe endda

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Mange indbrud i varebiler

Ugeavisen Struer

Struer Fri Fagskole udvider

Annonce