Annonce
Ugeavisen Svendborg

Populært frisørpar gør comeback i midtbyen

Gill Edelveig og Johnny Sten rykker efter 10 års fravær nu tilbage til Gerritsgade 21, hvor de på andensalen er ved at indrette en ny frisørsalon. Foto: Michael Thorbjørnsen
Gill Edelveig og Johnny Sten vender efter 10 års fravær tilbage til Gerritsgade.

Svendborg: For 10 år siden forlod de nødtvunget deres livsværk, frisørsalonen Johnny Sten Coiffure, de 12 ansatte og ikke mindre end 21.000 årlige klipninger.

Nu er frisørparret Gill Edelveig og Johnny Sten tilbage, hvor det hele for alvor begyndte, i Gerritsgade 21, hvor de står klar til igen at modtage kunder, når coronarestriktionerne ophæves.

Parret solgte i 2011 deres salon, efter at Johnny Sten fik alvorlig stress. I ejendommen, som Gill Edelveig og Johnny Sten har været indehaver af siden 2001, rykkede i stedet Andreas Holm Coiffure ind. I foråret 2018 blev lokalerne i tre plan udlejet til kaffebaren Knævr, som fortsætter med at servere deres kaffe, da den nye frisørsalon får sit liv på andensalen i bygningen.

Annonce

Klipper af lyst

Johnny Sten lagde efter stress-reaktionen i en række år helt saksen på hylden og uddannede sig som kirkesanger, mens Gill Edelveig, som også er en succesfuld yogainstruktør, fortsatte med sine klip i blandt andet Art of Hair i Tinghusgade.

Johnny Sten vendte langsomt tilbage til en nogenlunde normal tilværelse med 80-100 kilometer lange cykelture og sangundervisning.

- I dag motionerer jeg, fordi jeg kan lide det, men dengang var det helt nødvendigt, forklarer han.

For fire år siden trådte Johnny Sten til, da man i Art of Hair pludseligt og kortvarigt manglede en frisør, og da det gik fint, og han igen nød at arbejde med saks og ikke mindst kontakten med både tidligere og nye kunder, fik han lyst til mere.

Parret lejede sig herefter ind hos Salon Office i Tved, hvor de i små tre har år har klippet hår, dog på nedsat tid.

- Der er den helt store forskel fra tidligere, at vi klipper, fordi vi kan lide det, og ikke fordi vi er nødt til det af økonomiske årsager, siger Johnny Sten.

Annonce

Åbent tre dage om ugen

Da der åbnede sig en mulighed for at vende tilbage til Gerritsgade 21, da Knævr alligevel ikke bruger andensalen, takkede frisørparret ja til at blive lejere i den ejendom, de rent faktisk selv ejer.

- Knævr har en længere lejekontrakt, så vi lejer faktisk lokalerne af dem. Lidt pudsigt, men det er en fin konstruktion, vi alle er glade for, fortæller Gill Edelveig.


Der er den helt store forskel fra tidligere, at vi klipper, fordi vi kan lide det, og ikke fordi vi er nødt til det af økonomiske årsager.

Johnny Sten


Frisørparret er nu i gang med at renovere det 20 kvadratmeter store lokale, så det står klar med fire klippepladser, når en åbning tillades.

- Det bliver kun Gill og jeg, som kommer til at arbejde her, og vi har kun åbent tre dage om ugen og efter aftale. Det bliver altså et helt andet, roligt og overskueligt projekt, fordi vi også vil have tid til at dyrke vores andre interesser med kirkekor, træning og yoga, og fordi vi gerne vil passe på hinanden, siger Johnny Sten, der er 58 år, mens Gill Edelveig er 65 år.

Annonce

Rørt over opbakning

Parret, som mødte hinanden på det daværende diskotek Leonardo i 1983, og som privat bor i Rudkøbing, har allerede åbnet for booking af tider, selvom parret endnu ikke præcis ved, hvornår salonen åbner.

- Det er gået over al forventning, efter at vi på Facebook fortalte om vores nye salon. Mange tidligere kunder, men også nye navne har reserveret tid, og det har rørt os begge meget, for det betyder vel, at vi ikke har været helt glemt af midtbyens kunder, siger Gill Edelveig.

De to frisører vil i deres arbejde bruge en ny type af hårprodukter med et basisprodukt, hvori der tilsættes diverse sunde ingredienser tilpasset de enkelte hårtyper.

- Vi blander selv, så vi på den måde sikrer, at den enkelte kundes hår får lige præcis den kur, det har brug.

- Desuden har vi indkøbt en eksklusiv serie, som består af en række orientalske plejeprodukter - det er ren luksus for håret. Begge serier er naturligvis økologiske og fri for tilsætningsstoffer samt parabener, siger Gill Edelveig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Genåbning fejret med kage

Annonce