Annonce
Ugeavisen Vamdrup

Tidligere var det plejehjem: I dag tilbyder Lindely aktiviteter, samvær og tryghed for borgerne

Emma Elisabeth Pedersen har boet i en af boligerne i forlængelse af Aktivitetshuset Lindely i de seneste fem år. Når hun opholder sig i sin lejlighed, sidder hun ofte i sin stol, hvor hun bruger en del tid på at strikke ting, som blive sat til salg i Røde Kors-butikken i Østergade. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Aktivitetscenter Lindely har tidligere været et plejehjem, men hos beboerne på stedet og hos hjemmeplejen oplever man jævnligt, at byens borgere ikke er klar over, at huset i dag har en række aktiviteter, som er tilgængelige for alle.
Annonce

Vamdrup: Et opslag på Facebook, hvor formanden for brugerrådet i Lindely søgte hjælp til at hejse flaget, når en af beboerne i Aktivitetshuset har fødselsdag, fik sat gang i en større debat på de sociale medier. Her spurgte flere nemlig til, om det ikke var noget, personalet på stedet kunne sørge for, og det fik Anette Melsen til tasterne.

- Altså, der er ikke noget personale på Lindely, siger hun lettere grinende.

Anette Melsen er ansat i hjemmeplejen, som rigtigt nok har sin base på Lindely, men stedet har ikke været plejehjem siden 1996, men er i dag i stedet et større aktivitetshus, hvor der er offentlig café og under normale omstændigheder også en række aktiviteter såsom banko, bridge, stolegymnastik og madlavning. Der er 33 boliger i huset, og så er det altså også her, at hjemmeplejen i byen kører ud fra i løbet af døgnet.

- Jeg kunne se på det opslag, at der desværre er rigtig mange, som stadigvæk tror, at Lindely er et plejehjem, men det har det altså ikke været længe, så jeg synes ligesom, at det lidt er på tide, at folk finder ud af, at der faktisk både er café og aktiviteter her, som alle borgere i byen må benytte sig af, siger Anette Melsen.

Annonce

Svær coronatid

En af de borgere, som nyder godt af de mange aktiviteter og tilbud på Lindely, er 84-årige Emma Elisabeth Pedersen. Hun har boet i en lejlighed på Lindely i de seneste fem år, og hun kommer hver dag i cafeteriet i huset, hvor det er muligt at købe lun mad til frokost.

- Vi er et par damer, som altid mødes og spiser sammen, og det hygger vi os virkelig meget med. På grund af corona er det lige nu sådan, at vi skal have mundbind på, når vi går ind, og vi har faste pladser, hvor vi sidder i caféen, men det gør nu ikke så meget. Det er bare dejligt, at der er åbent for den igen, siger Emma Elisabeth Pedersen.

Hun har i mange år boet i Ødis, før hun rykkede til en lejlighed i Vamdrup. Da hun for fem år siden efter eget udsagn fik for mange skavanker, søgte hun om at få en bolig på Lindely, og det har hun på ingen måder fortrudt.

- Det giver en tryghed, at jeg bor her, fordi hjemmeplejen også holder til her, og der altid er mennesker i nærheden, og vi holder lidt øje med hinanden, så hvis der skulle ske et eller andet, så kan man hurtigt få fat på nogen, siger Emma Elisabeth Pedersen.

Der er 33 boliger tilknyttet Lindely, som man kan søge om at komme til at bo i. Man skal visiteres hos Kolding Kommune, som står for at udleje boligerne. Arkivfoto

Da hele Danmark lukkede ned i midten af marts, var det også tilfældet for aktiviteterne i huset, og derfor blev mange af de ældre, som særligt bruger og færdes i huset, også nødsaget til at holde sig hjemme i isolation.

- Det var lidt et spøgelseshus i de der måneder, og der var virkelig mange, som bare sad alene, var meget ensomme og virkelig havde det svært. Jeg var heldigvis god til lige at tage mit strikketøj og så sætte mig på en stol ude på gangen, så kunne jeg da hilse lidt på dem, der kom forbi, siger Emma Elisabeth Pedersen og fortsætter:

- Men for andre, som har lidt flere skavanker, end jeg har, der var det ikke lige en mulighed, så det var nogle hårde måneder. Det kan man roligt sige, siger hun.

Annonce

Tilbud til alle

Hos både Emma Elisabeth Pedersen og Anette Melsen så man gerne, at der var endnu flere i byen, som blev bevidste om de mange tilbud hos Lindely, samt at caféen i huset også er offentlig, og man også er velkommen til at sætte sig ind og spise eller hente maden med hjem.

- Det er der også nogen, der vælger at gøre, men jeg tror faktisk ikke, at alle er klar over, at det er en café, som alle kan bruge, og hvor mange forskellige tilbud der faktisk er i huset. Så jeg kan da kun håbe, at der er flere, der får øjnene op for aktiviteterne, for de henvender sig til alle interesserede borgere i byen, siger Anette Melsen.

Det er ikke alle aktiviteter på Lindely, som er startet op igen efter corona-nedlukningen, men man kan holde sig orienteret på Aktivitetshusets hjemmeside www.lindely6580.dk.

Om Lindely

Aktivitetscenter Lindely ligger i den hovedbygning, hvor der frem til 1996 lå et plejehjem.

Caféen i Aktivitetshuset har åbent alle hverdage fra klokken 11.00 til 13.00, hvor der serveres lune retter, man både kan spise på stedet eller vælge at købe med hjem. Caféen er lukket i weekenden.

Blandt aktiviteterne i huset er blandt andet sang, bridge, banko, stolegymnastik, madklub, ølbrygning, strikkeklub, træværksted og krolf.


Det var lidt et spøgelseshus i de der måneder, og der var virkelig mange, som bare sad alene, var meget ensomme og virkelig havde det svært.

Emma Elisabeth Pedersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vamdrup

Jobcentret flytter

Annonce