Vejle: Restauratør-parret Mette Derdau og Michael Munk, der driver michelin-restauranten MeMu og MeMu Bistro & Bar i Vejle og Restaurant Fænøsund i Middelfart, kom ud af det seneste regnskabsår med et overskud på 808.028 kroner efter skat mod et overskud på 682.058 kroner efter skat i regnskabsåret 2018/19. Egenkapitalen er i samme periode vokset fra 1.321.518 kroner til 2.021.546 kroner i parrets holding-selskab.
Michelin-manden tabte sig
Brutofortjenesten i parrets michelin-restaurant simrede ind til 1.934.736 mod 2.568.641 kroner i det seneste regnskabsår. Det gav Mette Derdau og Michael Munk et overskud på 272.871 kroner efter skat mod 333.209 kroner efter skat i regnskabsåret 2018/19. Selv om michelin-manden tabte sig, er egenkapitalen i samme periode i dette selskab vokset fra 717.355 kroner til 930.226 kroner.
Bruttofortjenesten er i korte træk lig med det, man omsætter for, når man har trukket de direkte omkostninger på vareforbruget fra.
Af michelin-restaurantens regnskab fremgår det, at restauranten har modtaget 113.476 kroner fra regeringens hjælpepakker.
Overskud i alle restauranter
Det blev også til overskud i parrets anden restaurant i Vejle, MeMu Bitstro & Bar, der havde en bruttofortjeneste på 1.629.028 kroner og kom ud med et resultat på 203.356 kroner efter skat i det seneste regnskabsår mod 352.206 kroner efter skat i regnskabsåret 2018/19. Egenkapitalen i dette selskab er vokset fra 671.311 kroner til 814.667 kroner.
Af regnskabet for MeMu Bitstro & Bar fremgår, at restauranten har modtaget 53.863 kroner fra regeringens hjælpepakker.
Endelig var bruttofortjenesten for Restaurant Fænøsund 2.547.582 kroner, mens det seneste regnskabsår gav et plus på 338.255 efter skat mod 3.448 kroner fra januar til oktober 2019. Ejenkapitalen i dette selskab er vokset fra 53.448 til 391.703 kroner. Restaurant Fænøsund har modtaget 168.771 fra regeringens hjælpepakker.
Restaurant MeMu ejere har ikke ønsket at kommentere regnskabet. Siden avisen i december 2019 omtalte en sur smiley til michelin-restauranten, har Michael Munk ikke ønsket at tale med avisen.