Corona har ramt dansk kulturliv hårdt med sine lange nedlukninger og forsamlingsforbud. Den danske maler Tine Weppler mærker dog ikke noget til krisen. Tværtimod sælger hun malerier som aldrig før.
- Jeg er overvældet af den succes, jeg har oplevet det seneste år. Mit salg er fordoblet, og 2021 tegner til at blive mindst lige så godt, siger Tine Weppler og fortsætter:
- Jeg tror, at den her frygtelige pandemi, får danskerne til at ville have noget glæde ind i deres hjem. Og når de ikke kan rejse, kan de i stedet bruge penge på at forskønne deres hjem med et unikt og farverigt kunstværk.
Folk vil have farver og glæde
Tine Weppler leger med former og farver i sine kompositioner. Nogle af malerierne er abstrakte, mens andre tydeligt viser levende skikkelser i form af mennesker og dyr.
Det er særligt malerierne med menneskelige former, som har fået salget til at mere end fordobles.
- Kunderne vil gerne have noget genkendeligt, farver og glæde, når de vælger kunst. Jeg hører fra dem, at de vil have noget unikt, noget som giver deres hjem karakter. De vil ikke have hvad som helst. Det skal bryde vores moderne sorte, grå og hvide stuer og køkkener, forklarer Tine Weppler.
Et særligt talent for historiefortælling
Ikke nok med at danskerne er vilde med Tine Weppler. Udlandet har nu også fået øjnene op for hende, og nu skal hun også præsenteres for amerikanske kunstsamlere i kunstens hovedstad New York.
3. marts åbner udstillingen med Tine Wepplers malerier på galleri Artifact på New Yorks Lower East Side, der huser mere end 200 gallerier og kunstmuseer. Artifact har eksisteret som galleri i over 20 år og har udstillet og promoveret etablerede kunstnere i midten af deres karriere.
Tine WepplerJeg tror, at den her frygtelige pandemi, får danskerne til at ville have noget glæde ind i deres hjem. Og når de ikke kan rejse, kan de i stedet bruge penge på at forskønne deres hjem med et unikt og farverigt kunstværk.
Serge Gregorian, kurator for Gallery Artifact, forklarer hvorfor Tine Wepplers malerier kan noget helt særligt.
- Wepplers talent bygger på hendes medfødte evne til at fortælle en historie. Hendes malerier er fuld af action. Historiefortællingen handler ikke så meget om en individuel karakter, men det er en fortælling om et møde, og mødet er aktiviteten i sig selv. For at opnå sin æstetiske vision, har hun engageret sig selv i det kreative projekt, hvor kroppen bevæger sig i et særligt rum. Det gør hun beundringsværdigt succesfuldt, lyder det fra Serge Gregorian.