Annonce
Ugeavisen Varde

Anna Karla: Det betyder meget at hjælpe andre børn

Anna Karla med nogle af de armbånd, hun laver for at tjene penge til til Varde giv det videre. Foto: Karina Øhlenschlæger

Da Anna Karla Storgaard som 11-årig fik øje på, at andre børn ikke altid har en seng, satte hun sig for at hjælpe, nu giver hun 7000 kroner til julehjælp.

Annonce

Varde: At det endte med 7000 kroner til julehjælp havde 12-årige Anna Karla Storgaard aldrig selv troet, men efter 10 måneder, hvor hun har solgt perlearmbånd, er det beløbet, hun kan give til "Varde giv det videre".

Ideen med at samle penge ind fik hun, fordi hun havde købt en af de gaver, der var på ønskehjerterne, som Varde giv det videre blandt andet har på en indkøbsvogn i Føtex.

- Jeg havde købt tøj til en pige, men jeg ville gerne gøre mere end at købe en eller to ting, siger hun og fortæller, at hun altid valgte noget til børn.

- Det var nemt for mig at sætte mig ind i den person frem for en voksen, der ønskede sig en stegepande, siger hun og smiler.

Anna Karla kendte blandt andet til Varde giv det videre, fordi hendes mor, Maria Storgaard, først hjalp med at pakke gaver ind, siden er hun blevet en af de fem kvinder, som står for "Varde giv det videre".

Der er også nogen, der har lagt lidt oven i, fordi de gerne ville støtte

Anna Karla Storgaard om at give halvdelen af sit overskud til Varde giv det videre

Julehjælp

I Varde Kommune står kommunen for at fordele julekurve fra forskellige givere til de familier, der ansøger, derved er der ikke familier, som får flere kurve, men de fordeles på så mange forskellige familier som muligt.

Kommunen fordeler kurvene fra Dansk folkehjælp, Røde Kors og Den omvendte indkøbsvogn i Kvickly.

Desuden har de navnene på de 50 familier, der får fra "Varde giv det videre", så der heller ikke er overlap der.

Ansøgningen til Dansk Folkehjælp kan sendes frem til den 28. november, omkring 100 familier har allerede søgt.

I Røde Kors kan der søges frem til den 7. december, her har 70 familier søgt, men der er flere navne, der går igen fra Dansk Folkehjælp.

Der gives svar den 14. december i e-boks.

Erfaringen er, at omkring 150 familier søger om julehjælp i Varde Kommune.

Kilde: Varde Kommune

Armbåndene sælges blandt andet fra et lille hjørne i Ellas Coffe Shop. Foto: Karina Øhlenschlæger
Annonce

Dyner og senge

Anna Karla har også været med sin mor til gaveindpakningen, hvor der blandet andet var dyner og senge blandt gaverne - noget der var svært for hende at forstå, at et barn ikke havde.

- Det første år tænkte jeg, hvorfor et der nogen, der får en seng. Er der virkelig børn, der ikke har en seng i Varde?, fortæller Anna Karla.

For at kunne give mere, fandt hun på at lave perlearmbånd og give halvdelen af overskuddet til Varde giv det videre - eller faktisk er det lidt, mere, for hun ville gerne ende på et rundt beløb, fortæller Anna Karla.

- Det betyder meget at give det videre. Jeg ved, at der er nogen, der ikke har så meget, og de får glæde af det, siger hun.

Varde giv det videre

Hvis du vil støtte "Varde giv det videre", kan det ske via indkøbsvognen i Føtex, som stilles op torsdag den 29. november.Samme dag stilles et ønsketræ op ved Hansens Bageri på Ndr. Boulevard i Varde.

Man kan også donere penge på Mobile Pay: 59402.

Gruppen findes på facebook, hvor man altid kan henvende sig med donationer.

Alle penge går til familierne - der er ikke noget, der går til administration.

Det er ikke kun til jul, familierne kan få hjælp, det kan man eksempelvis også til konfirmation.

De fem kvinder bag er: Susanne Broeng, Trine Vad Kirk, Anne Mette Hede Jensen, Maja Bertram og Maria Storgaard.

I Knæk Cancer-ugen gav Anna Karla den anden halvdel af salget til Kræftens Bekæmpelse, som derved fik 1200 kroner. Foto: Karina Øhlenschlæger
Annonce

Solgte på ferie

Siden februar har Anna Karla Storgaard solgt sine armbånd under navnet "Pyt made by heart", mest via de sociale medier men også via Ellas Coffe Shop i Varde og på stranden, da hun havde sine perler med på sommerferie.

- Der kom sand i alle perlerne, så det måtte jeg lige have sorteret, siger hun med et smil og tilføjer, at hun delte visitkort ud, og hver dag fik hun nye følgere på de sociale medier.

- Jeg har altid været kreativ, og det er dejligt at sidde stille og lukke alt ude, når jeg laver armbånd, fortæller Anna Karla. Foto: Karina Øhlenschlæger
Annonce

Lillesøster overtager

At hendes ide med at sælge armbånd voksede sig til 7000 kroner er mere, end hun turde håbe på.

- Jeg havde slet ikke regnet med, at det ville blive så stort et beløb, siger hun.

Efter i år overdrager hun arbejdet med at lave armbånd til sin lillesøster.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce