Varde: Lørdag var en særlig dag på Sydvestjysk Pelscenter i Varde. Da startede 200 sæsonansatte nemlig på at arbejdet med at pelse mink. I skrivende stund er forventningen, at der skal pelses 800.000 mink.
Når de er pelset, så er der ikke mere en funktion for pelscentret, da alle lokale mink vil være døde inklusiv de avlsdyr, der skulle sikre en produktion i kommende år. Regeringen har besluttet, at alle mink i landet skal udryddes i kampen mod en ny coronavariant.
Sydvestjysk Pelscenter er ellers ikke en gammel virksomhed. Det var i 2013, at en gruppe lokale minkavlere gik sammen om at omdanne et tidligere mejeri til pelscenter.
Mink på farme med coronasmitte eller i fra risikozonerne rundt om disse farme skal destrueres, så det er kun mink fra de øvrige minkfarme, der kan pelses i denne sidste sæson. Der er lokale farme, der ligger i risikozoner, så det er ikke alle lokalområdets mink, hvis pels bliver udnyttet i år.
54 minkfarme og hundreder af ansatte
I Varde Kommune er der ifølge Fødevarestyrelsen 54 minkfarme, så det er altså hundredvis af ejere, ledere og ansatte, der nu kan se frem til at skulle finde noget andet at lave. Borgmester Erik Buhl (V) fortæller, at især jobcentret får en rolle i at hjælpe folk til et andet erhverv.
- Det er en uhyggelig situation, sagde borgmester Erik Buhl (V) til JydskeVestkysten 5. november.
Følg udviklingen på jv.dk
- Ved deadline på Ugeavisen var der usikkerhed om lovgrundlaget og behandlingen af den lov, der skal give regeringen lovhjemmel til at aflive alle mink. Det er derfor også usikkert, hvad vedtagelsen eller forkastelsen af den hastelov vil betyde for den lukning af minkerhvervet, der er i gang.
- Du kan følge den nyeste udvikling på jv.dk.
På pelscentret er der også udsigt til, at de 200 sæsonansatte ikke længere kan tjene penge i Danmark i november og december. På pelscentret er de sæsonansatte især fra Letland.
Borgmester Erik Buhl (V)Det er en uhyggelig situation.