Varde: Bingo skaber et fællesskab. Bingo er spænding og sjov underholdning på tværs af generationer. For Lene Bordin Kristiansen er de to ugentlige bingooplevelser med hendes far, 88-årige Gunner Larsen, guld værd. Selv på stor afstand kan man lave noget sammen, der giver livskvalitet.
- I 2018 blev min far ramt af en blodprop, der betød, at han mistede en del af sin tale og sit syn. Han har spillet bingo i mange år, og bingo var én af de aktiviteter, han var rigtig ked af, at han ikke længere kunne deltage i. Det løser vi, far, lovede jeg, så nu køber jeg plader til tv-bingo på DK4 to gange om ugen. Far og jeg spiller på samme plader. Vi taler sammen både før udsendelsen og efter, og det er mig, der ringer ind til studiet, når vi vinder. Det er vildt hyggeligt for os begge og et stort højdepunkt for en mand, der elsker spil. Nok er han 88 år, men han er knivskarp, tilføjer Lene med et stort smil.
Nu glæder hun sig til at skulle være bingovært og håber, at rigtig mange, både de mindste og de ældste, har lyst til at spille med, når hun på mandag klokken 13 fisker tallene ud af posen for allerførste gang.