Annonce
Ugeavisen Varde

Klumme af Janie Lykke Steffens: Vandgang i Varde å fik farmor til at smile

Janie Lykke Steffens husker i sin klumme tilbage på en helt særlig vandgang, der fik farmor til at smile. Arkivfoto: Malene Wonsbek 
Annonce

På en aftentur for nyligt igennem vores skønne Arnbjerg anlæg faldt vejen forbi Minibyen.

Synet af de velkendte, små fine huse og stræder fik tankerne til at vandre tilbage til min barndom, hvor jeg hver sommer jævnligt spadserede rundt i denne fantastiske verden af genkendelighed, historie og et fantastisk stykke arbejde udført af Minimurerne.

Jeg var som oftest i selskab med min kære farmor, som ikke var den mest snaksaglige én af slagsen. Trods hendes kærlighed til mig, som jeg aldrig var i tvivl om, kunne hun godt se både lidt sur (undskyld, Farmor) og streng ud, så det hændte sig, at jeg som en lille pige på 4 – 5 år ofte spurgte: ”Hvorfor griner du aldrig af mig?” En bemærkning, som jeg siden hen skulle komme til at fortryde vederstyggeligt…


Netop den anekdote ofte været fortalt af farmor, altid med et muntert smil og også en påmindelse til hende selv om, at smile lidt oftere

Janie Lykke Steffens, kok og medejer af Vinspecialisten


Nå, tilbage i Minibyen gjorde jeg på et af vores besøg mit bedste for at være den sjove og underholdende lille pige.

Vi nærmede os den smukke gengivelse af Varde Å og kækt sagde jeg: ”Se mig, Farmor”, tog tilløb og satte i et let og elefantisk spring over – for i næste sekund at sidde midt i vandet med temmelig vådt tøj.

Overrasket og lettere forundret kiggede jeg på min Farmor, som skraldgrinende, med tårerne trillende, overhovedet ikke kunne sanse af få mig hevet op igen. Enden blev dog, at jeg blev samlet op af vandet og med en småfnisende farmor ved hånden, var vi lige hjemme og vende.

Pænt placeret på et håndklæde og i et par af hendes mamelukker sad jeg så og plejede mit sårede ego med et glas saftevand, mens hun, stadig småklukkende, cyklede ned i byen for at finde et par shorts til lille mig.

Men genoprejst værdighed for mit vedkommende, endte vi faktisk med samme eftermiddag med at gå tilbage til Minibyen, hvor den søde billetdame lukkede os ind igen. Efterfølgende har netop den anekdote ofte været fortalt af farmor, altid med et muntert smil og også en påmindelse til hende selv om, at smile lidt oftere – uden at jeg nødvendigvis skulle lave lignende krumspring. Som fodnote kan jeg berette, at jeg ikke kom til at lide af vandskræk og at ingen dyr kom til skade uden hændelsen…

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce