Annonce
Ugeavisen Varde

Klumme af Morten Fester Thaysen: Hvad mundbindet ikke kan skjule

Ugeavisens klummeskribent, Morten Fester Thaysen. Arkivfoto Chresten Bergh
Annonce

Jeg tager med toget til København. I den sidste tid er turen blevet anderledes. Kravet om at skulle have mundbind på, får alle i vognen til at ligne en flok maskerede forbrydere, der er på vej til næste røveri.

Det er lige til at grine af – og græde over.

Da jeg stiger ombord, får jeg lyst til at diskutere med konduktøren om det besynderlige i at skulle bære disse ubekvemme mundbind, der får brillerne til at dugge. Hvorfor skal vi maskere os, når der er maskeringsforbud i landet? Hvorfor skal det være sådan, at vi ikke kan se hinandens ansigter, når der for kort tid siden under stort politisk ståhej blev indført et burkaforbud, fordi alting nærmest stod og faldt her i landet med, at vi skulle kunne se hinandens ansigter?

Konduktøren ser tomt på mig og siger, at det skal jeg bare. Det har han ret i. Det ved jeg jo godt. Jeg sætter mig. Men der er alligevel ikke noget så deprimerende som at sidde og se på andre mennesker med mundbind på. Man kan jo ikke se om, de smiler eller græder. Derfor kigger jeg ud ad vinduet, indtil toget ankommer til Odense.

Nu stiger en somalisk dreng ombord. Han virker nervøs bag mundbindet. Han taber sin taske på gulvet. Med rystende hænder får han den skubbet ind under sædet. Da han sætter sig kommer han til at hoste. I stillevognen bliver der mere stille end stille. Tænker vi: Somalier, smittefare, corona - og det her er farligt? Drengen tænker tydeligt vist, at det lige præcist er, hvad vi tænker om ham. Han virker i hvert fald endnu mere nervøs.


Da jeg stiger ombord, får jeg lyst til at diskutere med konduktøren om det besynderlige i at skulle bære disse ubekvemme mundbind, der får brillerne til at dugge.

Morten Fester Thaysen, sognepræst


En ældre dame ved siden af ham kigger længe på ham. Mundbindet gør, at han ikke kan se, hvor vred hun er. Derfor river hun pludselig sit mundbind af et kort øjeblik og smiler over hele hovedet. ”Jeg vil bare have, at du skal se, at jeg smiler til dig. Du skal ikke være bange. Du må gerne sidde her!” Hendes ord får flere af os til at grine af lettelse. Drengen griner også.

Det kan godt være, at mundbindet får os til at ligne en flok forbrydere på vej til et røveri. Det kan også godt være, at vi ikke kan se, hvem hinanden er. Men mundbindet kan ikke skjule lettelsens latter. Latteren lader os kort øjeblik mærke, at vi stadig er mennesker.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce