Annonce
112

Klumme Merete: Børn er en gave

Ugens klumme, fortalt af Merete Vigen Hansen handler om kvindeliv. Arkivfoto Chresten Bergh
Annonce

I dag siger vi, ”Børn er en gave”, for de fleste børn er ønskebørn, og vi får ikke flere end vi planlægger, fordi prævention i dag er en helt naturlig del af familieplanlægningen.

For hundrede år siden var den brede opfattelse, at børn var Guds gave, og man fik de børn, Gud ville. Det var ofte med risiko for kvinders liv og helbred med de mange børnefødsler.

Sommerferie er læsetid for mig, og jeg har læst og genlæst nogle bøger om, og af Thit Jensen, en kvinde der i sin viljestyrke og kamp for en sag måtte tåle modstand og hån. For snart hundrede år siden var hendes ”sag” det frivillige moderskab.

Hun tog rundt i landet og agiterede for sin sag om kvinders ret til selv at bestemme, hvor mange børn de ønskede at føde. Hun talte kun for prævention ikke for abort. Men hendes foredrag vakte alligevel store protester især blandt mænd. Mændene kunne miste styringen af kvinderne i ægteskabet, hvis de fik for mange rettigheder. Så bølgerne gik højt ude i forsamlingshusene, men hvor Thit Jensen havde været, faldt antallet af børnefødsler, for kvinderne lyttede.

Jeg beskæftiger mig også en del med kunsten fra samme periode, når jeg formidler Nymindegabmalerne eller Fynbomalerne og Johannes Larsens tid ved Filsø. Her træder det tydeligt frem, hvordan kvinder måtte vælge mellem kunsten og ægteskabet.

Blandt Nymindegabmalerne var der nogle dygtige malerinder. Fælles for dem var, at de var ugifte, ikke at det nødvendigvis var et stort offer for dem at vælge kunsten, men det var et valg, som der ofte blev set skævt til i samtiden. Både blandt Fynbomalerne og Skagensmalerne var der også dygtige malerinder, men ægteskab og børn gjorde at de ikke kom til at udleve deres fulde potentiale som kunstnere.

Som moderne kvinde kan man kun være taknemmelig over, at have indflydelse over antallet af de børn man får. Og i dag også muligheden for helt at lade være med at få børn, hvis det er det kvindeliv, man ønsker. Men de muligheder og normer i samfundet er ikke kommet af sig selv. Et moderne kvindeliv med job og børn har helt sikkert sine udfordringer, og der er stadigvæk et stykke vej endnu til ligestilling i hjemmene.

Men vi er nået det længste stykke ad vejen, når vi kigger tilbage på de sidste 100 år. Kvinder i tidligere generationer har kæmpet en kamp med store ofre, og ude omkring i verden er det stadig en kamp der kæmpes dagligt.

Et moderne kvindeliv med job og børn har helt sikkert sine udfordringer, og der er stadigvæk et stykke vej endnu til ligestilling i hjemmene.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce