Varde: Walk of vARTe hedder udstillingen, der for anden gang kan opleves i Varde. Denne gang er det med skulpturer af billedhuggeren Jens Ingvard Hansen, som er placeret i og omkring gågaderne Vestergade og Kræmmergade samt i udvalgte butikker og i Varde Garten.
I alt ti styks er der tale om, og de er i vidt forskellig størrelse og udtryk.
En af skulpturerne vil ved udstillingens slutning blive doneret til byen, og du kan være med til at bestemme, hvad det skal være for en. Det er Poul Erik Bech Fonden, der er den glade giver, og stemmesedlerne kan hentes hos Von Lügenhals. Når man stemmer, deltager man samtidig i en konkurrence om at vinde en mindre udgave af skulpturen "Vindrosen", der står i svinget med Torvegade/Slotsgade.
Walk of vARTe er arrangeret af Kunst i Varde og Poul Erik Bech Fonden i samarbejde med Varde Kommune. Udstillingen løber frem til 2. oktober.