Varde: Glæden var stor, da Minimurerne den 5. maj 2018 flyttede ind i det gamle bibliotek på Lundvej. Endelig fik Minimurerne deres eget og store værksted, hvor de bygger husene til Varde Miniby, som byen så ud i 1866.
Men allerede ved indvielsen stod det klart, at den lille, arkitektoniske perle fra 1941 trængte til en kærlig hånd. En stor en af slagsen vel og mærke. Og pengene sidder ikke så løst mere hos fondene, ifølge Gustav Petersen, der er formand for Varde Miniby Fonden, som ejer Minimurernes Hus. Ganske enkelt fordi fondene overdænges med ansøgninger.
- Så fik vi den tanke, at hvis vi nu fik mange til at donere et lille beløb, så bliver det til mange penge, siger Gustav Petersen.
Tilladelse
Men at samle penge ind er ikke bare noget, man må gøre. Man skal have en tilladelse. Og den har fonden nu fået fra Indsamlingsnævnet under Justitsministeriet.
Gustav Petersen, formand for Varde Miniby FondenSå fik vi den tanke, at hvis vi nu fik mange til at donere et lille beløb, så bliver det til mange penge.
Varde Miniby Fonden har behov for knap tre millioner kroner til et nyt eternitskifertag, nye fuger og til nedbringelse af gælden. Hvis der samles flere penge ind, går de til Kræftens Bekæmpelse.
Taget er det oprindelige, som er utæt flere steder.
- Vi tør ikke tage mosset af, så går det helt galt, siger Gustav Petersen.
Og fugerne er også de oprindelige fra 1941 og er i virkelig dårlig stand.
Han håber, at budskabet når ud i hele landet, så oprindelige vardensere kan give et bidrag. Derfor har de oprettet en Facebook-gruppe med oplysninger om, hvor man kan betale til og historien bag indsamlingen. Både Mobilepay og via en bankoverførsel. Han håber også, at flere virksomheder vil støtte op.
- Hvis de donerer et større beløb, så skal jeg nok sørge for, at de får en kvittering, så de kan få det med i deres regnskab, siger Gustav Petersen.
Støt Minimurernes Hus
Man kan via Mobilepay donere penge til Varde Miniby Fonden.
Det er Mobilepay 918511.
Man kan også overføre penge til kontonummer 9570 13111685.