Varde: Sikke et ramaskrig sidste år, da det gik op for byens borgere, at der ikke kom julelys i Storegade. I år vil også Vardes mest trafikerede gade dog blive beriget med lys og granguirlander.
- Julelys er en stor udgift på Varde Handels budget. Julelysene betales af medlemmerne i Varde Handel. Sidste år havde vi ingen medlemmer i Storegade, det har vi heller ikke fået indtil videre, men vi håber på at få det. Et stærkt fællesskab er vigtig, siger formanden for Varde Handel Gertie Baungaard Gorzelak, og bestyrelsesmedlem Bjørn Andersen supplerer:
- Julelys skaber glæde. Når folk er glade, skaber vi den bedste handelsstemning.
Johnny Sjølund og Carsten Jørgensen fra Dan-El er klar. I de seneste syv år har de to opsat juleguirlander med godt 48.000 julelys i midtbyen. Miljøvenligt led lys - naturligvis.
- På grund af ny belysning og opgravninger, så skal Storegade også have nye kroge, hvori julelyset kan hænge, så udgiften i år bliver ekstra stor. Desuden bliver julelysene allerede tændt først i november, hvilket er to-tre uger før vi plejer. Men lys hygger. Lys giver glæde i en mørk tid, tilføjer formanden, der uomtvisteligt også har julelys i øjnene...