Annonce
Ugeavisen Varde

Tre ting du skal vide om de nye tilstandsrapporter

Den nye ordning træder i kraft 1. oktober. Men da en tilstandsrapport er gyldig i seks måneder, vil man frem til marts 2021 stadigvæk kunne støde på rapporter med den gamle skala. Derfor skal boligkøbere i efteråret holde tungen lige i munden - og undlade at sammenligne ny og gammel skala. (Genrefoto)
1. oktober bliver boligens skader ikke markeret med K1, K2 og K3, men derimod med farver. Her er tre ændringer, du skal kende, når du læser tilstandsrapporten.
Annonce

Danmark: - Det er ligesom skolernes overgang fra den gamle 13-skala til den nye karakterskala. Folk skal vænne sig til det.

Sådan siger Rune Ravnborg, der er direktør med ansvar for private kunder i byggerådgivningsvirksomheden EBAS, om de nye tilstandsrapporter.

Fra oktober skrotter man nemlig de gamle begreber K1, K2 og K3.

Annonce

Går over til farver

Hvis du skal købe eller sælge bolig i efteråret, vil du fremover modtage en tilstandsrapport, hvor skaderne er angivet med farverne gul, rød, sort og grå.

- Og som forbruger skal man vide, at man ikke bare kan sammenligne de to systemer direkte, siger han.

For det første skal du være opmærksom på skadens omfang, siger Henrik Bisp, der er byggesagkyndig og fagekspert i Videncentret Bolius.

- Man har ændret beskrivelserne af skadens karakter. Og samtidig angiver man nu, hvor mange år der går, før skaden giver problemer, siger han.

Til eksempel:

Tidligere gav man K3, hvis skaden kunne ødelægge mere end sig selv. Et hul i en tagsten kan give fugt, råd og andre skader på bagvedliggende konstruktioner. Derfor ville den få K3.

Råd i et vindue ville derimod få K2, fordi det kun "går ud" over vinduet.

- Sådan er det ikke med det nye system. Her kan både en gul og en rød skade ødelægge bagvedliggende konstruktioner. Men gul betyder, at der går mindst to år, og rød betyder, at det sker på kortere sigt, siger Henrik Bisp.

Annonce

Gennemgår rummene

En tredje markant ændring er, at skaderne nu noteres for hvert rum.

I gamle dage ville et knirkende gulv kun optræde én gang i rapporten. I de nye rapporter vil det knirkende gulv stå angivet i alle rum, hvor det optræder.

- Tanken er, at det skal give bedre overblik. Så når man træder ind i stuen, slår man op på tilstandsrapportens side om stuen, og så står alle skavanker samlet dér, siger Rune Ravnborg.

Det betyder også, at du ikke kan sammenligne antallet af skader.

Så uanset om du er køber eller sælger, skal du ikke fortvivle, hvis samme hus pludselig har dobbelt så mange skader.

- Det kan være samme hus i samme stand, hvor kun noteringen og definitionerne er ændret, siger Rune Ravnborg.

Nærlæs i stedet, hvad beskrivelserne reelt dækker over. For du skal have nuancerne med.

- Man kan ikke bare sige, at en rød skade svarer til K3, siger Rune Ravnborg.

Desuden er det en tilvænningssag, tilføjer Henrik Bisp.

Han har selv udarbejdet utallige tilstandsrapporter og oplever, at folk oftest stiller spørgsmålet: "Hvor mange K3'ere fik vi?".

Den tankegang skal vi væk fra. Og samtidig skal de byggesagkyndige også vænne sig til systemet.

- Så man kan forestille sig, at der vil være nogen sager, hvor fagpersonen måske vurderer skaderne en anelse hårdere - for at være på den sikre side.

- I så fald må man alliere sig med en uvildig rådgiver, som kan give en second opinion, siger Henrik Bisp.

/ritzau fokus/

Den nye farveskala

  • Kritiske skader (rød): Skader på bygningsdelen, som allerede har medført - eller vil medføre - at bygningsdelen svigter på kort sigt. Dette svigt kan medføre skader på andre bygningsdele.
  • Alvorlige skader (gul): Skader ved bygningsdelen, som vil medføre, at bygningsdelens funktion svigter på længere sigt.
  • Mindre alvorlige skader (grå): Skader, som ikke har nogen indflydelse på bygningsdelens funktion.
  • Mulige skader (sort): Forhold ved bygningsdelen, som bør undersøges for at afklare, om det er en skade. Hvis du køber ejendommen, uden at forholdet er undersøgt nærmere, bærer du selv risikoen.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce