Annonce
Ugeavisen Vejen

Bente og Verners have er en lille bid af Japan: - Det er ren terapi at gå i haven

For 25 år siden havde Bente og Verner Jensen en meget traditionel dansk have med en stor græsplæne, buske og træer. Når du træder ind i haven i dag, er det som at være trådt direkte ind i en have i Japan. Foto: Ditte Irene Knudsen
En artikel i bladet Idényt blev startskuddet for Bente og Verner Jensen, der skiftede den grønne græsplæne ud med et grønt, japansk paradis.

Vejen: Hvis du vil opleve en lille bid af Japans natur, behøver du ikke rejse længere væk end til Morbærvej i Vejen. Bente og Verner Jensen har nemlig søgt inspiration i Japan, da de lavede deres have om for 25 år siden.

Dengang bestod haven af en stor græsplæne samt nogle buske og træer. Men en dag faldt Bente over en artikel i bladet Idényt, der handlede om japanske haver.

Den japanske stil fangede hurtigt hendes interesse men for at afprøve, om stilen egentlig var noget for dem, omdannede de i første omgang et lille stykke af græsplænen til et grønt, japansk paradis.

Blå bog

Bente og Verner Jensen er henholdsvis 64 og 65 år.

De er i dag begge på efterløn.

Inden da arbejdede Bente som dagplejer, mens Verner solgte værktøj.

De har sammen to døtre på 38 og 41 år, der begge har børn.

Bente deler billeder og tips til haven på sin Instagram-profil Bentes_hus_og_haveprojekter.

Lidt for lidt blev mere og mere af græsplænen erstattet med japanske planter og gangstier, der kunne forbinde haven. Før de vidste af det var en lille bid af Japan flyttet hjem i deres have i Vejen, hvor den har slået rødder.

- Det er kommet lidt efter lidt, efterhånden som jeg har fået idéerne, og så har jeg en god mand til at udføre det. Så vi har lavet stort set det hele selv, siger Bente.

Bente og Verner har lavet en sø i haven, der ligger lige ude foran deres terrasse, ligesom de kan sidde ved spisebordet og nyde udsigten. Rundt om søen er der placeret sten i forskellige størelser, og over søen er der placeret en gangsti bestående af flade sten. Privatfoto

Inspirationen til haven er blandet andet kommet fra foreningen Niwa, der samler mennesker med interesse for den japanske have. Gennem foreningen har de været på besøg i mange haver, der er inspireret af den japanske stil, ligesom de i 2004 har været på en rejse til Japan med foreningen for at se på haver.

Turen var så inspirerende, at de i 2009 planlagde deres egen rejse til Kyoto i Japan. Det har til sammen inspireret dem til den have, de har i dag. Og både Bente og Verner nyder at bruge tiden i det grønne paradis.

- Det er ren terapi at gå i haven. Man stresser helt af. Det er sådan lidt meditativt at fordybe sig i haven.

Dansk blomsterhave

Selvom største delen af Bente og Verners have er inspireret af Japan, har de også fundet plads til en lille bid af en dansk blomsterhave med stauder, køkkenhaveplanter og et orangeri.

Orangeriet har de selv bygget og designet, så den stadig passer ind i den japanske stil. Det har nemlig været vigtigt for dem, at de forskellige dele af haven passer sammen, selvom der er tale om to stilarter.

Bente har selv designet arbejdsbordet her, der står i parrets orangeri. Verner har efterfølgende bygget det til hende af gamle lægter fra deres sommerhus. Foto: Ditte Irene Knudsen

Derfor er orangeriet bygget af blandt andet gamle nedbrydningsvinduer, de har slebet og malet på ny.

- Det har også sin charme at få noget nyt ud af noget gammelt. Man har også et andet forhold til tingene, når man selv laver det, så jeg kan godt lide at give gamle ting et nyt liv, siger Bente.

Det næste haveprojekt er et lille hjørne bag orangeriet, hvor der, så snart forårsvarmen kommer, skal laves en såkaldt vild blomsterhave.

Bente og Verner har selv designet deres japanske tehus på baggrund af et lignende tehus, de har set i Danmark. Ligesom det er Verner selv, der har bygget det. Foto: Ditte Irene Knudsen
Verner er egentlig uddannet isenkræmmer, men han har blandt andet bygget både orangeri og det japanske tehus. Det er selvlært, og Bente sætter stor pris på, at hendes mand kan føre hendes idéer ud i livet. Privatfoto
Mangler du inspiration til dit haveprojekt, anbefaler Bente og Verner, at du melder dig ind i nogle foreninger, der har åbne haver. De har nemlig selv fundet meget inspiration i japanske haver i Danmark såvel som i Japan. Privatfoto
I en japansk have er der meget beskæringsarbejde. Det skyldes, at buske og træer som regel holdes i en rund form. Men det skal man lige lære. Derfor har Bente også været på et mini-kursus i beskæring ved foreningen Niwa. Privatfoto
I stil med haven har Bente og Verner bygget til på huset, hvor de har udvidet stuen og givet den et japansk twist. Tilbygningens indretning er nemlig inspireret af japanske huse. Privatfoto

- I en japansk have er der ikke meget at plukke af, og jeg savnede at kunne plukke en buket fra haven, så nu tilfører vi lidt vild blomsterhave, siger Bente og tilføjer:

- Det er ikke sikkert, det bliver som jeg drømmer om, men nu må vi se. Det bliver et hyggehjørne, men forhåbentligt kommer der også lidt bier og sommerfugle i haven ved det.

Derfor venter Bente og Verner spændt på, at den sidste vinterkulde bliver skiftet ud med forårsvarmen og solskin, så de kan tage hul på deres næste haveprojekt.

Foto: Ditte Irene Knudsen


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejen

Linda P kommer til Vejen

Annonce