Annonce
Ugeavisen Vejen

Tid til eftertanke: Hvorfor gemmer vi os bag mobiltelefoner?

I ugens klumme filosoferes der over mobiltelefonernes magt, og over det vigtige i, at børn stadig får lov til at tegne og bruge deres fantasi. Arkivtegning
Et ferieminde fra en lufthavn i Oslo sætter tanker i gang hos klummeskribenten, der i ugens klumme filosoferer over, hvor verden i grunden er på vej hen.
Annonce

VEJEN: Når regnen falder, og blæsten får træerne til at smide sensommerens frugt, er det godt at sidde lunt indendøre med en varm kop te og sætte hverdagen på stand-by.

Vi har brug for sådanne pauser i en tid, hvor vi hele tiden er tilgængelige. Jeg er ikke modstander af mobil-telefoni, men jeg øver mig dagligt i at lade min mobiltelefon ligge i min taske efter fyraften. Slæber jeg den med ind i stuen, ender det nemlig alt for ofte med, at jeg skal tjekke både facebook, sms-beskeder og mails, og så går der tid med det - tid, der kunne være brugt bedre med kæreste og børn.

Når jeg sidder der med min te og kigger ud i haven, glider sommerens minder uvilkårligt forbi på øjets indre nethinde: Hyggelige picnics under åben himmel. Slentreture på bare tæer i solnedgangen et sted i Vestjylland. Hyggelige morgen-rideture med datteren i den nyudsprungne skov. Lærkesang og en forførende duft af roser og lavendel.

Et ferieminde fra en lufthavn i Oslo lader sig ikke passere - mindet kræver opmærksomhed og eftertanke.

En lille lyshåret pige ligger på gulvet midt i lufthavnen og tegner.

Iført jakkesæt og nypudsede sko står ranke forretningsmænd med mobiltelefoner i hånden omkring hende og signalerer travlhed og effektivitet. Flere bærer høretelefoner og hører således ikke den lille pige tale med sig selv. De hører heller ikke hendes glade sang, og de ser ikke alle de farver, hun omhyggeligt udvælger for at bruge dem til at udforme sit kunstneriske værk.

Så kommer stewardesserne og beder os om at gå ombord på flyet, og pigen bliver tvunget til at pakke tegne-sagerne sammen.

Da jeg spænder sikkerhedsbæltet og forlader Norges land, kommer jeg uvilkårligt til at tænke på, at der om få år måske slet ikke findes piger som hende.

Så står hun måske også i kø i lufthavnen med en mobiltelefon i hånden og med høretelefoner på hovedet.

Jeg frygter, at det er det scenarie, verden bevæger sig hen imod. At vi ender med at miste evnen til at bruge vores fantasi og mister lysten til kommunikere med dem, der omgiver os. At vi bliver os selv nok, og at vi slet ikke opdager, det er den retning, vi bevæger os i, fordi vi går gennem verden med bøjede hoveder, dybt fokuseret på at betjene små tekniske vidundere.

Måske vi burde tegne noget mere? Lege som vi gjorde engang? Glemme tid og sted over en kop kaffe med naboen?

Nyd efteråret derude - og giv plads til eftertanken.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejen

Med hjertet på rette sted

Ugeavisen Vejen

Rallyløb slutter i Vejen

Ugeavisen Vejen

Velkommen til benzinfolket

Annonce