Annonce
Vesterbro

Vesterbros fingeraftryk i Enghaveparkens forvandling

Benny Schytteer én af de vesterbroere, der var med i arbejdsgrupperne om Enghaveparkens renovering. Foto: René Mølskov
Arkitektforeningens egen pris hylder naturligvis først og fremmest arkitekterne. Men bag forvandlingen af Enghaveparken stod også en stor gruppe vesterbroere, der satte deres aftryk på renoveringen.

De hvide isflager knaser om kap med sandet, da Benny Schytte med raske skridt baner sig vej forbi hovedindgangens to smukke pavilloner, tegnet af Arne Jacobsen.

Benny Schytte er en af de vesterbroere, der siden projektet om Enghaveparken begyndte, har fulgt det nøje. Han sad med i følgegruppen af lokale vesterbroere, der løbende kom med input til renoveringen.

- Det er enormt vigtigt, at man inddrager lokale naboer og i processen, og det synes jeg faktisk, at de har været rigtig gode til langt hen ad vejen, siger Benny Schytte.

Han er født på Vesterbro i 1949 i Dannevirkegade med udsigt til Enghaveparken og har siden boet lige i nærheden af det historiske og ikoniske stykke med vesterbro-grønt. Som helt lille kom han på den bemandede legeplads og da han blev større spillede han fodbold i parken og sprang over genet til parkdansen for at samle flasker. Senere blev han selv gammel nok til at deltage i dansen. I dag bor han stadig tæt ved Enghaveparken og kommer der med sine børnebørn for at løbe på rulleskøjter.

- Jeg har på den måde altid været optaget af Enghaveparken. Jeg er selv kultursociolog og arbejder blandt andet med borgerinddragelse og byrum. Så det var på alle måder oplagt at melde mig i arbejdsgruppen, da de ville renovere Enghaveparken.

Benny Schytte i Enghaveparken. Foto: René Mølskov

Som for så mange andre Vesterbroere har Enghaveparken haft stor betydning for Benny Schytte og derfor var det også et sted man skulle renovere med stor respekt.

- Det er enormt vigtigt, at der bliver ansat nogen, der er gode til at fremlægge problemstillingerne, når man kommer som arbejdsgruppe. Områdefornyelsen kom til at fungerede som mægler mellem ingeniørerne og borgerne. Det er en central del af, at det lykkedes så godt.

Der var mange kampe i forbindelsen med projektet, og langt de fleste endte lykkeligt. Andre forblev konflikter. Som kampen om den lyse kontra den mørke beton, som Vesterbro Bladet tidligere har skrevet om. Det fik nogle af medlemmerne til at trække sig i protest. Og den vedholdende kamp virkede.

Men der var mindre dramatiske succeshistorier undervejs.

- Noget af det, der fyldte allermest, var kampen for skøjtebanen. Den endte jo med at blive en særskilt projektbevilling, men den kom ikke med i det oprindelige projektforslag. Til gengæld, fik vi sat streg under vigtigheden af at gøre multibanen tilstrækkelig brugbar til andre aktiviteter end hockey. Og bevaringen af den bemandede legeplads, vandbassinet, og roserne, fortæller Benny Schytte og fortsætter:

- Faktisk var der nogen, der brugte lang tid på at kæmpe for en garanti for at roserne blev ført tilbage igen. Nu bliver det spændende at se, hvordan parken kommer til at tage sig ud, når det hele er groet godt frem igen.

Apropos fremtidens fremtoning af Enghaveparken, så håber Benny Schytte, at der kommer til at være en form for opfølgning på projektet. En evaluering og en inddragelse af vesterbroerne for at sikre, at det endelige projekt er 'landet' rigtigt.

- For mig er det enormt vigtigt, at man er opmærksom på hele evalueringsdelen. De siger, at der kommer omkring en million i Enghaveparken om året. Det kræver jo daglig vedligeholdelse at holde den pæn, siger han og uddyber, at der er flere parametre, han mener, den skal evalueres på:

- Hvad fungerer og hvad fungerer ikke? Er der overhovedet penge til at ændre det, der ikke fungerer? Hvem fjerner det grus, der ødelægger muligheden for at stå på rulleskøjter og løbehjul på pladsen foran pavillonen? Der er mange spørgsmål stadigvæk. Og det er vigtigt, at man hører Vesterbroerne, for at sikre sig, at alt er, som det skal være.

Benny Schytte i Enghaveparken. Foto: René Mølskov

_

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Moskéen bliver ikke større, men pænere

Debat

Vesterbro har ikke brug for en stormoske

Annonce