Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Frank og flasken: En helt almindelig alkoholiker

Frank Hansen udviklede over flere år et alkoholforbrug, der blev så massivt, at det til sidst kom ud af kontrol. Han erkender i dag, at han er alkoholiker, men efter hårdt arbejde og en vilje til at være der for sin familie, kan han i dag kalde sig ædru alkoholiker.

Det begyndte med et normalt forbrug i festlige sammenhænge, men over årene blev Franks alkoholindtag til et overforbrug. Og havde det ikke været for hans kone, var det endt med et decideret misbrug. Alt imens passede Frank sit gode arbejde, kørte ungerne til fodboldtræning og ordnede haven.

Annonce

- Det har aldrig været sådan, at jeg har været helt desperat og tænkt, at nu skal jeg bare have noget at drikke. Og så måske alligevel lidt, for jeg må jo erkende, at jeg ofte har fået bragt mig i situationer, hvor det på en eller anden måde har været legitimt for mig lige at få en øl. I dag kan jeg godt se, at jeg både bevidst og ubevidst har været rigtig god til at opsøge chancen for lige at få noget at drikke.

Frank Hansen fra Esbjerg er gift med en kone, som han elsker, og sammen har de unger, han forguder. Han besidder også et fast job, han holder af, og Frank har ’passet’ dem alle, så godt han har kunnet. Men Frank har også haft noget andet, han har holdt af. Noget andet, han skulle passe. Sin alkohol.

Frank er nemlig alkoholiker, almindelig alkoholiker vil nogle ligefrem sige. For han er udefra set en velfungerende mand i 40’erne, der kører ungerne til fodbold, møder til tiden hver eneste dag, og er sjov, omgængelig og hjælpsom. Men Frank har også en skyggeside, der muligvis kom med i rygsækken fra barnsben. Han vil ikke selv sige, at det bærer hele skylden for, at han over årene er gået fra et forbrug til et overforbrug af alkohol. Han vil heller ikke afvise, at opvæksten har præget ham i retning af at få et mere forkvaklet forhold til alkohol end andre.

- Det er bare på en eller anden måde så nemt at sige, men det har nok haft en indflydelse. Jeg er vokset op med, at begge mine forældre altid har drukket. Drukket tæt. Det var bare en del af hverdagen, og jeg kan selvfølgelig ikke udelukke, at det har påvirket mig på en eller anden måde. Jeg har i hvert fald ikke mange minder fra min barndom, som ikke handler om alkohol, siger Frank og tager en slurk af sin kaffe, hvorefter han nøgternt konstaterer:

- De eneste gode minder fra min barndom, der ikke omhandler alkohol, er, når min moster tog mine søskende og jeg med på ferie, siger Frank og ser tomt ud i luften.

Første brandert som 13-årig
Allerede som 13-årig lå Frank og kastede op efter sin første brandert. Han havde drukket tre Giraf-øl med en flok venner, han ønskede at være lige så sej som.

Op gennem ungdommen festede han, som man gør som ung. Heller ikke her var der tegn på, at Frank skulle blive endog rigtig gode venner med flasken senere i sit liv.

- Det er kommet lige så stille, hvor jeg godt har kunnet mærke, at jeg ofte har haft lyst til en øl eller andet alkohol. Det har som regel været øl, for jeg må sgu indrømme, at jeg simpelthen elsker smagen af øl. Langsomt har jeg også godt kunne fornemme, at mit forhold til alkohol måske ikke var helt normalt, men jeg har som regel slået det hurtigt væk igen, for i Danmark drikker vi. Der var jo mange andre som mig, tænkte jeg.
Som årene går, begynder Franks overforbrug dog gradvist at tage til i styrke.

Efter fodboldtræning eller kamp, hvor øl som regel er en del af kulturen, drikker han de første genstande meget hurtigt. Han drikker også mere end sine kammerater, fordi han over tid har opbygget en tolerance overfor alkohol.

Tit ender Frank med at drikke mere end planlagt, og han begynder selv at stille spørgsmål ved, om han mon har et problem. Når han og vennerne er i byen, drikker han sig ofte sanseløst beruset, og næste morgen husker han som regel kun brudstykker af aftenens og nattens forløb.

- Jeg mangler simpelthen en stopknap. Jeg skal bare ikke have den første genstand, for så har jeg enormt svært ved at holde op med at drikke igen. Når jeg er begyndt, så kører det bare, og jeg har aldrig stået sidst i køen, når den stod på bajere og alkohol, siger Frank og holder en pause, hvorefter han fortsætter:

- Men langsomt kunne jeg jo mærke, at jeg oftere og oftere lige skulle have den der første én, for så var skaden jo sket. Så var jeg i gang. Og man kan jo ikke lugte, om man har drukket én eller syv øl, vel.

Alkoholen bliver en stressfaktor
Flere gange stiller Franks kone, Sanne, spørgsmål ved hans forbrug, men enten slår Frank det hen over for både hende og sig selv, eller også bliver han vred og beder hende blande sig uden om.

Men selv om Frank passer sine ting og ofte kan ’nøjes’ med at drikke i weekenderne, så får alkoholen sikkert mere og mere greb om hans liv. Der er enkelte gange, hvor han ikke vil udelukke, at han har kørt lettere beruset til eller fra fodboldtræning, og han lægger heller ikke skjul på, at det er gået stærkt med at få hældt de første ned, når der var fredags-øl på arbejdet.

Derhjemme finder han også ofte undskyldninger over for sig selv for at få noget alkohol, og han drikker oftere og oftere alene. Frank er med andre ord langsomt blevet afhængig af alkohol i en sådan grad, at det spiller en væsentlig rolle i hans liv.

Han stresser mere og mere over dét, der tidligere var en lyst, men nu er blevet en trang. Der kan være fredage, hvor han har skyndt sig hjem for at nå at drikke syv-otte genstande, inden Sanne kommer hjem fra arbejde.

- Det viser igen bare, at jeg tænkte enormt meget på mig selv. Det må jeg indrømme. Selv om jeg dengang synes, at jeg var der for min familie og eksempelvis aldrig drak foran børnene, så kan jeg se nu, at jeg har været enormt egoistisk, fortæller Frank, der for et lille halvt år siden oplevede et afgørende øjeblik.

Sanne var nået til et punkt, hvor hun ikke længere kunne holde til Franks alkoholforbrug. Hun bad ham en aften om at se på noget, hun havde googlet sig frem til på internettet. Det var 13 tegn på, om man var alkoholiker, og her var der syv punkter, hvor Frank kunne genkende sig selv.

Sanne bad ham inderligt om at søge hjælp, og Frank, der længe selv havde gået og sagt til sig selv, at det sgu ikke var helt normalt, hvad han havde gang i, valgte at sige okay.

Jeg er alkoholiker
Hos Alkoholbehandlingen på Skolebakken i Esbjerg mødte Frank empati og forståelse, men han mødte også en kontant og ærlig facon, som der var behov for i hans situation.

Undskyldninger og årsagsforklaringer var der i begyndelsen nok af, men langsomt kunne Frank se, at man ikke behøver drikke alkohol hver dag eller drikke om morgenen for at opfylde kriterierne for alkoholisme eller passe på definitionen af en alkoholiker.

- Jeg må erkende, at jeg er alkoholiker. Det lyder så voldsomt at sige, men det er jo sådan, det er. Ligesom mange andre alkoholikere bagatelliserede jeg i høj grad, hvor meget jeg drak. Og hvor ofte. Jeg har sagt til min kone, hun skulle holde sin kæft, når hun spurgte ind til det, og det har jeg det …, siger Frank og stopper sig selv for at få styr på sine følelser …

- Det har jeg det virkelig dårligt med. Jeg har været så egoistisk, og hun er 100 procent skyld i, at jeg ikke er endt som ham på bænken. Det er jeg overbevist om. I det hele taget skylder jeg hende så meget for alt det, som hun har fundet sig i fra min side. Hun er den stolpe, der gør, at jeg ikke vælter. Derfor kæmper jeg også med det her nu, for det skylder jeg fandme hende og børnene så meget, siger Frank, der til tider godt kan spekulere på, hvordan hans børns forhold til alkohol bliver.

- Det fylder en del i mig, men jeg vil gøre alt for at præge dem i en retning af, at de skal nyde det med måde.

Hos alkoholbehandlingen får Frank gennem samtaler og selvindsigt en masse værktøjer at arbejde med. Frank bliver med egne ord ”skilt ad og bygget op igen”, ligesom han får en stor forståelse for de mekanismer, der gør, at alkohol kan fungere som både en ventil, en ven og en krykke i hans liv. Frank har omvendt ikke behov for at deltage i AA-møder eller tage antabus, men han synes, det er helt fint, hvis andre har.

- Ligesom vi er forskellige i, hvordan vi drikker, er vi forskellige i, hvordan vi bedst kan komme ud af det. For mig virker det at opleve, hvor lettet jeg i dag er. Jeg stresser ikke over, at jeg ofte skal have alkohol, og jeg synes også, jeg har fået et meget mere lyst og positivt syn på mange ting. Overskuddet er langt større i dag, siger Frank og fortsætter:

- Omvendt kan jeg også få dårlig samvittighed over det, jeg har budt min familie, men det nytter jo ikke noget, for så bliver det en endnu sværere kamp at kæmpe. Det eneste jeg nu kan gøre, det er at bevise mig over for dem. Men jeg kan godt, når jeg for eksempel ser på min dybt alkoholiserede mor, som drikker en flaske Gammel Dansk om dagen, tænke, at det er utroligt, at jeg selv var på vej ned ad samme sti. Men igen, måske det også er noget med generne, siger Frank retorisk, mens han ser ud i luften, som om svaret svæver der.

Er stoppet med fodbold
Sanne og Franks nærmeste har støttet ham hele vejen, og Sanne har blandt andet spurgt, om de skulle fjerne alt alkohol fra huset. Det har Frank ikke lyst til, for hvis hun har lyst til at glas rødvin til sin bøf en lørdag aften, så skal hun have lov til det. Og hvis der kommer gæster, så skal de ikke lide under, at Frank har sagt farvel til flasken.

Selv nyder han gerne en iskold cola, for en alkoholfri øl er en fristelse, der indebærer en risiko, han hverken vil eller tør løbe.

- Julen var lidt hård, men ellers synes jeg faktisk, at det er gået overraskende godt. Jeg er stoppet med fodbold, for det hjælper ikke at udfordre mig selv på sådan en måde i forhold til alkohol. Jeg er stadig bange for at falde i, fordi jeg ved, hvor ked af det Sanne, min familie og jeg selv ville blive, hvis det skete. Men jeg føler også, at jeg gennem alkoholbehandlingen har fået et godt kendskab til, hvad det er for indre og ydre ting, der gør, at jeg får lyst til alkohol, siger Frank og fortsætter:

- Men jeg savner det ikke længere, og det skyldes, at jeg har fået så meget mere igen ved at være stoppet.

Frank er endnu ikke klar til at sige til alt for mange, at han ikke længere drikker, fordi han er alkoholiker. Men det kommer en dag. Tror han.

- Lige nu finder jeg på noget andet som forklaring. At jeg skal køre bil eller sådan noget. Det er nemmere, og det respekterer folk også. Men jeg kan sgu helt ærligt godt mærke, at det ikke er helt normalt for folk at høre, for alkohol fylder så utrolig meget herhjemme. Der er virkelig mange mennesker, som drikker i Danmark.

Dem er han ikke længere selv iblandt. Frank har taget sit opgør med flasken.

Frank og Sanne er opdigtede navne, da Frank ønsker at være anonym af hensyn til sin familie og arbejde. Det har vi på avisen imødekommet, men redaktionen er deres rigtige navne bekendt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce