Juelsminde: Shell Juelsminde har solgt en lottokupon med en række, som er blevet udtrukket som vinder i Millionærgarantien hos Danske Spil.
I Millionærgarantien findes to vinderrækker blandt alle spillede rækker den pågældende uge.
Den lokale vinder henvendte sig mandag, fortæller Anette Bruun Nielsen, Shell Juelsminde.
- Gevinsten kom som en stor overraskelse. Vedkommende troede ikke helt på det, siger hun til avisen.
Millionærgarantien udløser to gange en million kroner. Den anden vinderrække blev solgt i Bilka OneStop på Amager.