Annonce
Kerteminde Ugeavis

Corona gav EDC rekordår: Først stoppede salget, men så gik det stærkt

Frederik Horn, EDC Kerteminde, har god grund til at smile, for 2020 blev et år med rekordsalg af både helårshuse og sommerhuse. Foto: Helle Nordström
Fredrik Horn og hans to kolleger i EDC Kerteminde er endnu knap færdige med at tørre sved af panden efter det bedste salg i 15 år. Det er især sommerhuse, der er blevet revet væk.
Annonce

Kerteminde: - Havde du for et par år siden spurgt boligøkonomer om, hvordan en verdensomspændende pandemi ville påvirke ejendomsmarkedet, så er jeg sikker på, at 10 ud af 10 havde sagt, at det ville være rigtig skidt, siger ejendomsmægler Frederik Horn fra EDC.

- Men stik imod, hvad man ville forvente, har corona-året 2020 været helt fantastisk. For os i Kerteminde har det været det bedste i 15 år, og det er tæt på, at det også er gældende på landsplan.

De tre ejendomsmæglerne i EDC Kerteminde fik lige som alle os andre lidt af et chok, da statsministeren i foråret lukkede landet ned.

- Vi sad sådan lidt og tænkte: Hvad gør vi nu? Nedlukningen faldt jo sammen med påsken, som er vores højtid. Vi startede med at sende vores unge kollega Julie med små børn hjem, for vi to andre mente nok, at vi kunne klare det, mindes han.

Men der tog de fejl, og den unge kollega måtte hentes tilbage på arbejde igen.

- Der kom endnu flere til åbent hus, end der plejer at gøre. Heldigvis havde vi i forvejen krav om tilmelding, så det var let at styre, da vi skulle skifte fra åbent hus i grupper til fremvisninger med kun en enkelt kunde ad gangen. For vi kunne jo ikke fremvise i grupper af hensyn til smittefaren, fortæller han.

- Og siden den ekstra store interesse i påsken er det bare buldret derudad.

Annonce

Salget af sommerhuse næsten fordoblet

- Normalt når der er krise, holder folk på deres penge og udskyder de store økonomiske beslutninger som for eksempel at købe et nyt hus. Men sådan har det ikke været med den her krise - nærmest det modsatte, siger Frederik Horn


Alene i december, hvor ejendomsmarkedet normalt er fladt, fordi folk har travlt med julen, har vi i år solgt fem sommerhuse.

Frederik Horn, ejendomsmægler


Det var både helårshuse og sommerhuse, der gik som varmt brød i Kerteminde. I helårshuse og ejerlejligheder lå salget i år 21 procent højere end sidste år, medens salget af sommerhuse lå 37 procent højere end sidste år.

- Men vi fik lidt færre huse ind til salg end sidste år, så det betyder, at vi har færre "varer" tilbage på hylderne. Sidste år i december var der totalt i vores område 60 sommerhuse til salg. I øjeblikket er der kun 30, og der er også færre helårshuse udbudt, konstaterer Frederik Horn.

- Alene i december, hvor ejendomsmarkedet normalt er fladt, fordi folk har travlt med julen, har vi i år solgt fem sommerhuse.

Annonce

Forventer nedgang i 2021

Fordi der nu er færre huse udbudt til salg, og fordi 2020 er blevet et rekordår, forventer Frederik Horn, at der venter nedgang i salget i 2021.

- Men da det jo handler om udbud og efterspørgsel, kan vi meget vel komme til at opleve en stigning i priserne, siger han.

- Om efterspørgslen på sommerhuse vil kunne blive ved med at være så stor, når nu vi alle er blevet vaccineret og kan komme ud og rejse igen, er et stort spørgsmål. Folk har jo i år været tvunget til at holde ferie i Danmark. Det kan jo være, at der er flere, der har fået øjnene op for fordelene ved at holde en rolig ferie med familien i sommerhuset frem for at stresse med at komme ud i verden. Tiden vil vise, om det holder, eller om folk falder tilbage i de gamle vaner.

Den store travlhed hos ejendomsmæglerne er ikke blot til gavn for dem selv, men for samfundsøkonomien i det hele taget, mener Frederik Horn:

- At ejendomsmarkedet har været ekstra hektisk i år, tror jeg har været med til at holde store dele af samfundsøkonomien i gang. For når folk køber nyt hus, skal de jo også have nye gardiner, køkkener, spiseborde og så videre, så der er mange brancher, bankerne inklusive, der nyder godt at det, fastslår Frederik Horn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kerteminde Ugeavis

Mindeord: Farvel Kojak

Annonce