Annonce
Ugeavisen Kolding

Studerende kalder parkeringsforhold ved SDU for absurde

Wictoria Freund har fået en af de godt 500 bøder, der sidste år blev uddelt på den offentlige del af parkeringspladsen foran SDU. Hun og flere andre studerende har fået bøder for at parkere på græsarealet i baggrunden af billedet. Foto: Steffen Nielsen
Wictoria Freund studerer på SDU i Kolding og har oplevet en klar forværring af parkeringsforholdene det seneste år. Hun og mange af hendes studiekammerater har fået parkeringsbøder for at holde på et græsareal ved siden af parkeringspladsen. Hun undrer sig over, at der ikke er bygget flere parkeringspladser i området.
Annonce

Kolding: En helt almindelig torsdag i oktober skulle Wictoria Freund til undervisning på Syddansk Universitet i Kolding. Hun kørte som sædvanlig i sin egen bil, og som så ofte før var alle parkeringspladserne i området taget.

Men Wictoria skulle nå til time, så hun fandt en plads på en stribe græs ved siden af de offentlige p-pladser.

- Jeg er nok lidt rebelsk, så jeg tænkte, at når den alligevel er gratis, så kan de da ikke give mig en bøde, så længe jeg ikke holder i vejen for nogen, fortæller hun.

Flere andre studerende havde valgt samme løsning, og da undervisningen var forbi, kom de alle ud til en hilsen i forruden fra kommunens parkeringsvagt. 510 kroner lød bøden på, og de penge er Wictoria Freund meget træt af at skulle betale. Hun mener nemlig, at det ofte er stort set umuligt for skolens studerende og ansatte at møde til tiden, hvis de er i bil. Og problemet er blevet langt værre i de fire år, hun har læst på SDU.

- I starten var det ikke noget problem, men for et års tid siden begyndte der at være så mange biler, at det er svært at finde en plads. De dage, hvor universitetet er fyldt, er parkeringspladserne også fyldt. Det starter klokken 8 og slutter først ved 14-tiden. Man bliver stresset og fristet til at gøre noget ulovligt, fortæller hun.

Annonce

Det er absurd

Wictoria Freund er ikke i tvivl om, at det store pres på parkeringspladserne for alvor er blevet forværret i takt med, at der skyder flere og flere bygninger op i campusområdet og Design City.

- Jeg synes, at det er absurd, at man vil bygge så meget, men man overvejer overhovedet ikke, at folk har en bil. De fleste af mine medstuderende har bil, fortæller hun og opfordrer til, at Kolding Kommune så hurtigt som muligt finder en løsning på udfordringerne.

- Der er for eksempel et stort græsareal omkring parkeringspladserne, så kunne man ikke bare bruge det eller grave det ud og lægge grus, spørger hun.

Annonce

Mindre attraktivt

I følge Wictoria Freund har flere af hendes studiekammerater også oplevet at få bøder, fordi de har følt sig nødsaget til at parkere uden for de afmærkede båse for at nå til undervisning. Hun tror, at manglen på p-pladser får færre til at bruge universitetet til for eksempel gruppearbejde.

- Man kan selvfølgelig godt parkere meget længere væk, men det ville gøre det mindre attraktivt at komme her. Jeg tror, at det ville afskrække nogen fra at bruge faciliteterne her, siger hun.

Wictoria Freund går på en uddannelse, som kun kan læses i Kolding, og derfor ville hun ikke selv være blevet afskrækket fra at studere i byen på grund af parkeringsforholdene.

- Men jeg tror godt, at folk kunne vælge Kolding fra på grund af det her, hvis de for eksempel læser HA, som udbydes mange steder, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Kolding

Planer om privat nødherberg i Gråbrødregade: Karina vil hjælpe andre hjemløse til et bedre liv

Annonce