Annonce
Lokalavisen Lemvig

Fodbold: LGF med i toppen - møder Team Tangen i pokalen

LGF-træner Keld Østergaard: Den almindelige turnering er vigtigst for os, men selvfølgelig er det spændende at skulle møde Team Tangen i pokalturneringen. Arkivfoto: Allan Damgaard
Tirsdag 4. maj mødes Team Tangen og Lemvig GF på Harboøre Stadion i fjerde runde af pokalturneringen i fodbold. LGF er med i førerfeltet i serie 2.

Lemvig: Der er pokalfodbold på Harboøre Stadion i aften, tirsdag den 4. maj kl. 19, og der er lagt op til et ganske spændende opgør i fjerde runde af pokalturneringen.

Det er nemlig et lokalopgør mellem Team Tangen fra serie 3 og Lemvig GF fra serie 2.

Team Tangen - fusionen mellem Thyborøn og Harboøre - ligger i toppen af serie 3, mens LGF ligger i toppen af serie 2.

LGF-træner Keld Østergaard ser frem til pokaldysten, men han understreger, at det er den almindelige turnering, der har højest prioritet for lemvigerne.

- Pokalkampen mod Team Tangen er noget, som mange af spillerne ser frem til, men for mig vægter den almindelige turnering mest. Det er den, vi skal fokusere på, og turneringskampen på søndag mod Mejrup er vigtigere end pokalkampen mod Team Tangen, siger Keld Østergaard.

Hans tropper ligger på tredjepladsen i den meget jævnbyrdige top i serie 2. Lemvigerne er som det eneste hold i rækken ubesejret, men to uafgjorte kampe mod topholdene Klitten og Spjald trækker lidt ned i pointhøsten.

Måbjerg ligger nummer to, og dem har LGF som de eneste vundet over. Rækken er brækket over med fire hold i toppen og tre  hold i bunden.

Den seneste kamp gav en 4-3-sejr over bundholdet Holstebro. Her havde LGF spil og chancer til en større sejr, men skarpheden manglede.

- Rent spillemæssigt bliver vi bedre og bedre. Vi spiller godt i øjeblikket. Til gengæld mangler vi lidt skarphed og koncentration i de to felter, siger Keld Østergaard.

I 4-3-sejren over Holstebro havde LGF fire forskellige målscorere i skikkelse af Rasmus Mikkelsen, Jacob Agger, Jeremy Tambwe og Lasse Kragelund.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Lokalavisen Lemvig

Ny forårsbebuder

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce