Annonce
Lokalavisen Nordsjælland

Nedtælling til årets første fadøl: Det er det, vi har gået og ventet på

Finn Poulsen, Janne Unden ( i midten) og Majbritt Kristensen ser også frem til at få en fadøl på onsdag. - Det er så dejligt. Jeg savner samværet og stemningen, fortæller Janne Unden. Foto: Tine Zedeler
- Det bliver lidt mærkeligt at åbne igen. Det er lang tid, vi har holdt lukket. Men jeg glæder mig, siger Henrik Hjertstedt, som er indehaver af beværtningen Hold An og også driver en fadølsbar på Axeltorv.

HELSINGØR: Restauratører og værtshusindehavere har i disse dage travlt med at gøre klar til genåbningen onsdag. Også på Axeltorv er der travlhed med at pudse fadølsanlæg, rulle bestik og vaske borde og stole af.

- Det er det, vi har gået og ventet på. Vi har bestilt fadøl, og det meste af personalet er på plads. Det bliver lidt mærkeligt at åbne igen. Det er lang tid, vi har holdt lukket. Men jeg glæder mig. Jeg blev ekstra glad for, at vi nu også må holde åben for indendørs servering. Det hjælper også, at de har fjernet coronapasset for udendørs servering. Det gør det lidt nemmere. Så skal vi bare have lidt godt vejr, så skal det nok gå alt sammen, siger Henrik Hjertstedt. Han er indehaver af beværtningen Hold An og driver derudover en fadølsbar på Axeltorv.


Jeg glæder mig, men det er også lidt udfordrende. Jeg er bekymret for at kravet om bordbestilling og coronapas, kommer til at gå ud over indtjeningen.

Christine Kruse, indehaver af Kafé Kruse.


Fantastisk

Altmuligmand Jørn Bundgaard fra Axelhus Bodega havde i weeekenden travlt med med at vaske stole af og gøre klar til onsdag. - Det er fantastisk. Langt om længe sker der noget, fortæller han. Foto: Tine Zedeler

- Det er fantastisk. Langt om længe sker der noget, siger Jørn Bundgaard, som er ansat på Axelhus Bodega - herunder også Axelbar, og fungerer som alt-mulig-mand. I weekenden havde han travlt med at vaske stole af og gøre klar til ryk-ind.

- Det er skønt. Vi glæder os. Lige nu sidder vi bare og nyder det gode vejr, og venter på at det bliver onsdag, fortæller Majbritt Kristensen fra Helsingør. Hun er også tilknyttet Axelhus Bodega, hvor hun igen kan se frem til at give hånd med.

- Jeg er kommet til skade med armen og må nøjes med at agere coronabetjent, indtil den er helet og jeg kan arbejde igen, siger Finn Poulsen. Han er også ansat på Axelhus Bodega, hvor han står i baren.

Indehaver af Kafé Kruse Christine Kruse, som her ses med nyansatte Cecilie Christine Espensen, glæder sig men er også bekymret for, om kravet om fremvisning af coronapas, vil spænde ben for indtjeningen. Foto: Tine Zedeler
Annonce

Glæde og bekymring

Indehaver af Kafé Kruse Christine Kruse ser frem til genåbningen, men der er også et aber dabei.

- Jeg glæder mig, men det er også lidt udfordrende. Jeg er bekymret for om kravet om bordbestilling og coronapas, kommer til at gå ud over indtjeningen. Der er stor forskel på at drive en restaurant, og en cafe som den jeg har, hvor folk kommer forbi for at drikke en kop kaffe og spise et stykke kage - uden det nødvendigvis er planlagt på forhånd. Vi lever mest af strøgkunder. Oveni er der også usikkerheden om, vi bliver lukket ned igen. Men jeg håber på det bedste og krydser fingre for, at det nok skal gå, siger Christine Kruse.

Mark Eriksen er en af torvets nye stadeholdere. Han har fået en rigtig god start. Foto: Tine Zedeler
Annonce

Populært hjemmebag

For torvehandlerne er den forestående genåbning med til at sikre endnu mere liv på torvet.

-Det kommer nok ikke til at betyde så meget for mit vedkommende Men det da rigtig fint, at der er så meget, der åbner igen, siger Mark Eriksen fra Helsingør, som er en af de nye stadeholdere på torvet og selvlært bagermester.

Han sælger hjemmebagte croissanter og brød lavet på surdej under navnet Marks Brød. Nogle af brødene er bagt på mel, som han selv har kværnet. Selv om det i weekenden kun var anden gang, han stod på torvet, var der rift om brødet.

- Sidst jeg var her, var det udsolgt på en time. Der går en hel dag med at bage og bakke op. I morges var jeg oppe klokken fem for at være klar, fortæller Mark Eriksen.

Kort om de nye corona-krav

Coronaregler for inden- og udendørs servering gældende fra den 21 april:

  • Restauranter, caféer, barer og værtshuse får lov til at åbne for indendørs servering.
  • Det sker med krav om bordbestilling og fremvisning af gyldigt coronapas.
  • Kravet om coronapas fjernes ved udendørs servering.
  • Indendørsservering skal ske med et arealkrav på to kvadratmeter for siddende servering og fire kvadratmeter, hvis man primært står op.
  • Sidste udskænkning er klokken 22, og spisestederne skal holde lukket fra klokken 23 til klokken 5
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nordsjælland

Purunge vidner møder op retten: 15-årig dreng forsvarer sig mod anklager for voldtægt af mindreårig i Snekkersten

Lokalavisen Nordsjælland

En gevinst for Helsingør eller ej? Vi har spurgt seks borgere på gaden om deres holdning til HH-forbindelsen

Annonce