Annonce
Lokalavisen Nyborg

Østfynboerne kvitter røgen: Rekordmange benytter sig af gratis rygestopkurser

Inden længe tilbyder Nyborg Kommune endnu et rygestopkursus. Foto: Jens Thaysen
Flere og flere tager imod kommunens gratis rygestopkurser. Inden længe vil kurserne også blive udbudt til borgere med psykiske lidelser.
Annonce

Østfyn: Flere og flere borgere i Nyborg Kommune har de seneste år benyttet sig af kommunens gratis rygestopkurser.

2020 blev ingen undtagelse. Her fik kommunen hele 260 henvendelser fra borgere, der gerne ville lægge smøgerne på hylden, og 169 af dem gennemførte et kursus, hvilket er væsentlig flere end i 2019, fortæller Thomas Smidt Hvidberg, sundhedskonsulent i Nyborg Kommune.

Og det er noget, der vækker stor glæde i kommunen.

- Det er et område, hvor vi kan rykke utrolig meget, så derfor er det godt at se, at der er mange, der vælger at benytte sig af vores tilbud.

Kommunen har indtil nu tilbudt rygestopkurser til folk, der ønsker at kvitte smøgerne, til borgere med kroniske sygdomme og til unge under 22 år. På kurserne mødes fire til fem borgere, hvor de har fået forskellige værktøjer, der skulle hjælpe dem til at stoppe med at ryge.

Og netop det at samle en gruppe, der ønsker at stoppe rygningen, har ifølge Thomas Smidt Hvidberg givet pote.


Vi kan give dem nok så mange værktøjer, men i sidste ende er det borgeren selv, der skal træffe valget.

Thomas Smidt Hvidberg, sundhedskonsulent Nyborg Kommune


- Kursisterne giver udtryk for, at det betyder meget for dem, at de har nogen at spejle sig i - at de kan spare med andre, der sidder i samme situation. Vi kan give dem nok så mange værktøjer, men i sidste ende er det borgeren selv, der skal træffe valget - og der gavner det, at de har hinanden, når der dukker udfordringer op.

Annonce

Et nyt tiltag

Men fremover kommer kommunen også til at kunne tilbyde gratis rygestopkurser til borgere med psykiske lidelser.

Nyborg Kommune har fået bevilliget 1,9 millioner fra Sundhedsstyrelsen til at udvikle et rygestopkursus, som fokuserer på de psykisk sårbare.

Thomas Smidt Hvidberg fortæller, at der henover de kommende tre år skal sættes ekstra fokus på det område, da rygning er et stort problem blandt borgere med psykiske lidelser.

- Vi ser ofte, at rygningen bliver brugt som en form for medicinering, men vi ved også, hvor farligt rygning er. Derfor er det vigtigt, at vi sætter ind på det her område, så vi kan hjælpe med øget overskud og livskvalitet til den gruppe borgere.

Annonce

Rykker ud

Når pengene er landet i kommunen, er det meningen, at der skal ansættes en medarbejder, som skal ud til de borgere med psykiske lidelser, der har brug for hjælp til at lægge cigaretterne på hylden.

Derudover skal medarbejderne i socialafdelingen også gøres klogere på, hvad det kræver af dem at hjælpe borgere med psykiske lidelser af med cigaretterne.

Thomas Smidt Hvidberg gør dog opmærksom på, at det ikke er meningen, at de psykisk sårbare selv skal kontakte kommunen for hjælp, som er tilfældet med kommunens andre rygestopkurser.

- Vi skal komme til dem. Vores vejledere skal rundt til de borgere, der har brug for vores hjælp med et særligt tilrettelagt kursus, som kan hjælpe lige netop dem med at stoppe med rygningen. Om det er så er i deres private hjem, på bosteder eller lignende kommer an på borgeren, men meningen er, at vi kommer til dem.

Hvornår kurset til de psykisk sårbare tilbydes fra, er endnu ikke fastlagt. Dog starter der løbende hold for borgere, der ønsker at kvitte smøgerne, til borgere med kroniske sygdomme og til unge under 22 år.

Lige nu foregår kurserne digitalt på grund af corona, men skulle man have spørgsmål til de enkelte kurser, opfordrer Thomas Smidt Hvidberg borgerne til at tage kontakt til kommunen. Derudover vil der løbende blive oprettet flere hold, hvis de nuværende bliver fyldt op.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce