Nu er vinterferien i gang og meget af det, man ellers ville gøre, er desværre ikke muligt. Så hvad skal man lave? Og hvad skal man dog lave alle de andre weekender, når ferien er slut?
De blå spejdere i Nyborg, Mads Lerche Gruppe, vil en til to gange om ugen komme med forslag til aktiviteter på deres Facebookside, der passer til vejret i den pågældende uge.
Her er en idé til uge 7
Det er koldt, især om natten, og fuglene har brug for nemt tilgængelig mad efter sådan en nat. Så lav en fuglefodringsplads og et vandsted. Fjern eventuelt is fra vandstedet en gang om dagen. Hold øje med hvilke fugle, der kommer, og hvilket foder de forskellige fugle spiser. Du kan finde inspiration og nyttig viden på Dansk Ornitologisk Forening, hvis du googler fakta om fuglefodring.
Mads Lerche Gruppe er Nyborg bys største spejdergruppe med spejdere fra børnehavealderen og op. Som i andre foreninger er der i øjeblikket ikke møder i hytten på Johs. Høirupsvej, men gruppen håber, at spejderne bliver nogle af de første, som får lov til at komme i gang igen. Til spejder er der fokus på, at komme ud i naturen sammen, så samtlige spejdermøder og arrangementer i 2020 blev holdt udendørs. Når det bliver muligt at mødes igen, ser gruppen frem til at hygge sig sammen, tage på løb med andre grupper og forhåbentlig også få en god sommerlejr.