Annonce
Lokalavisen Nyborg

Boganbefaling: En spirende ny stemme i tysk litteratur

Mathias Lyngs kommer i denne uge med anbefalinger fra tysk litteratur. Foto: Nyborg Bibliotek
Den ambitiøse, unge forfatter Simon Strauss har gjort sin entré på Tysklands litterære scene med to små og yderst interessante romaner. Strauss stikker til litteraturens konventioner og læserens verdensopfattelse i en sådan grad, at han har imponeret en lang række anmeldere, litteraturinteresserede og mig. Derfor er hans to romaner denne måneds boganbefaling.
Annonce

Simon Strauss er født i 1988 i Berlin, og har indtil nu udgivet de to værker: ”Syv nætter” fra 2017 og ”Romerske dage” fra 2019.

I den delvist autofiktive debutroman har den snart 30 år gamle fortæller svært ved at forlige sig med overgangen til voksenlivet, som han synes er blevet for sanseløst og konformt. Han drømmer derfor om en ny sanselighed i samfundet, hvor ungdommens nysgerrighed og eventyrlyst også kan præge voksentilværelsen. På opfordring fra en fremmed vælger han derfor at gennemgå et overgangsritual, hvor han gennem syv nætter skal efterleve de syv dødssynder.

I ”Romerske dage” har fortælleren brug for et pusterum fra sit hektiske liv og for at ryste nutiden af sig. Derfor er han rejst til Rom, hvor han i de gamle gader mærker historiens vingesus og fortid og nutid smelter sammen i en roman om dannelse, individets væren i verden og nutiden set gennem den fortid, den hviler på.

Annonce

Opsang til nutiden

Fælles for de to værker er en længsel tilbage til bedre tider med større nærvær, sanselighed og dannelse, som især udtrykkes gennem de mange referencer til fortidens kunst og litteratur. Bøgerne er en opsang til alle nutidens uskikke og et manifest for en ny og bedre verden.

Det bliver hurtigt tydeligt under læsningen, at Strauss har en stor og bred viden om vores kunst- og kulturhistorie, hvilket giver bogen den ekstra tyngde og troværdighed, der er nødvendigt for en bog, der i den grad forsøger at skubbe til læserens verdensbillede. Hans to værker emmer desuden af nysgerrighed og lysten til at lege med romanen som form, hvilket også får hans værker til at afvige fra den klassiske roman i deres opbygning og i stedet giver dem en mere essaylignende karakter.

Lige meget om du som læser er enig eller uenig med Strauss, er jeg sikker på, han vil sætte dine tanker i gang. Jeg selv er spændt på at følge med i de fremtidige udgivelser fra en forfatter, der efter min mening har potentiale til at blive en af de helt store inden for verdenslitteraturen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

Hækl Ærøske badehuse

Annonce