Annonce
Lokalavisen Nyborg

Sandra stoppede som betjent på grund af stress: - Jeg har kunne rejse mig igen igennem skriverierne

Sandra Hedegaard Rasmussen skriver ved sit spisebord, men hun håber en dag at kunne arbejde mere struktureret for eksempel ved at have sit eget kontor, hvor hun kan udfolde sit plot fysisk og ikke kun i hovedet. Foto: Louise Holmgaard Nielsen
Sandra Hedegaard Rasmussen udgav sin første bog i 2019, og hun har netop udgivet sin anden bog i samme serie, men hendes arbejde som forfatter udspringer fra en hård tid med stress og udbrændthed hos politiet.

Nyborg: - Kom indenfor!

Sandra Hedegaard Rasmussen viser med et stort smil undertegnede ind i sit hjem i Nyborg, hvor hun ved familiens spisebord i hjertet af huset sidder og skriver om politibetjenten Louisa. Hun har netop udgivet sin anden bog, "Dead Woman Walking", i serien "Italienske forbindelser", og hun er allerede godt i gang med den tredje.

Lige i denne uge har hun ikke skrevet en linje, da hun har været til foredrag dagen før for at snakke om sin nye bog på Nyborg Bibliotek. Et møde hun elsker at have med sine læsere, men som samtidig også tærer på hendes kræfter, som ikke er så mange, som tidligere.

Annonce

I 2016 gik Sandra Hedegaard Rasmussen ned med stress efter at have arbejdet 14 år som politibetjent hos Fyns Politi på politigården i Odense. Der sker efter tre år, hvor hun har så mange stresssymptomer, at hun næsten ikke kan hænge sammen.

Den første bog, jeg skriver, redder min selvtillid og selvværd.

Sandra Hedegaard Rasmussen, forfatter

- Jeg prioriterede virkelig dårligt på det tidspunkt. Jeg var en dårlig kone, en dårlig mor. Jeg kunne kun møde ind på arbejde og være betjent, så var jeg en grøntsag, da jeg kom hjem. Det holdt ikke i længden, fortæller hun.

Derfor bliver hun sygemeldt fra arbejdet, og er i dag førtidspensionist på grund af stress. Hun ved godt, at hun skulle være gået tidligere, men det kunne hun ikke selv se. Hendes identitet var at være politibetjent, og hvad var hun, hvis hun ikke var det?

Da hun kort efter begyndte at skrive, reddede det hende ud af det hul, hun var landet i.

- Den første bog, jeg skriver, redder min selvtillid og selvværd. Efter jeg har lidt det knæk, at jeg ikke kan bruges til det job, jeg har haft i mange år, kunne jeg rejse mig igen igennem skriverierne, fortæller Sandra Hedegaard Rasmussen, som i dag er et godt sted i sit liv.

I sine bøger bruger Sandra Hedegaard Rasmussen sin tid som politibetjent som inspiration, og så syntes hun, der manglede en politi-karakter, der ikke var en udbrændt, alkoholisk person. Foto: Louise Holmgaard Nielsen

Terapeutisk at skrive

Igennem sine skriverier får Sandra et output for sine tanker, og i 2016, da hun stopper hos politiet, begynder skriveriet at tage fat.

- Jeg læser rigtig meget, og så syntes jeg, der manglede noget litteratur, hvor politimanden ikke er en udbrændt, alkoholisk person men en hverdagsbetjent. Det er ud fra det, at jeg begynder at skrive den første, fortæller Sandra og uddyber:

- Der mangler også noget i mit eget liv. Jeg har rigtig meget tid. Jeg er alene hjemme fra klokken otte om morgenen til klokken tre om eftermiddagen og går fra at have et aktivt arbejdsliv til at kigge ind i væggen. Jeg har stress og angst, og den eneste måde jeg kunne være kreativ på var ved at skrive.

Blå bog

  • 43 år
  • Født i Nyborg, hvor hun også bor i dag med sin mand og 13-årige datter
  • Har gået på handelsskolen i Nyborg
  • Har været soldat på reserveofficeruddannelsen hos militæret
  • Blev uddannet politibetjent i 2002, og arbejdede hos Fyns Politi frem til 2016
  • Har udgivet to bøger. Den første "Italienske forbindelser" og nu efterfølgeren "Dead woman walking"

Det at skrive er ikke noget, hun har dyrket før, og i 2019, da hun får kontakt til et forlag i Horsens, bliver hendes første bog udgivet.

- Det, jeg har skrevet tidligere, har været politirapporter, gerningssteder og afhøringsrapporter. Mit første manuskript var også meget beskrivende, hvor jeg skulle lære nogle skrivetricks undervejs. Jeg er stadigvæk i en proces. Uden min redaktør var der ingen bog, men jeg har mange idéer og baggrundsviden til at fylde på, fortæller Sandra Hedegaard Rasmussen.

Annonce

Spændingsromaner fra politiets verden

I sit arbejde med sine bøger bruger Sandra særligt sit tidligere liv som politibetjent som inspiration. Det er blandt andet fra sit arbejde på politigården i Odense, sine kolleger og historier hun har fået fortalt.

Med den første bog "Italienske forbindelser" snakkede hun med sin mand om, at den skulle handle om økonomisk kriminalitet, og det ender ud som en romantisk spændingsroman med lidt erotik indover, hvor Louisas kærlighed til Luka bliver truet af den italienske mafia. Det erotiske element vil forlaget gerne have med, og i toeren "Dead Woman Walking" bevæger Sandra sig længere væk fra det og tættere på selve spændingsromanen, og treeren, som hun er i gang med nu, bliver mere hård i forhold til de to første.

At skrive har hjulpet Sandra Hedegaard Rasmussen videre fra et liv med stress. Hun har netop udgivet sin anden bog, og den tredje er allerede godt på vej. Foto: Louise Holmgaard Nielsen

Der er muligvis flere bøger på vej i serien, da slutningen på treeren åbner en masse døre til en opfølger, men det er kun treeren, der er på tegnebrættet indtil videre. Hvad fremtiden ellers bringer er uvis, men den proces skriverierne giver, vil Sandra ikke undvære.

- Jeg ville gerne have været nogle af de ting, jeg har været igennem foruden, men det har givet mig en anden form for livskvalitet at have været nede og kysse gulvtæppet. Både i forhold til min mand og barn og den indstilling man har til nogle ting. Jeg synes jo selv, jeg har fået det bedste ud af det, og det er takket være bøgerne, fortæller Sandra Hedegaard Rasmussen og uddyber:

- Det giver mig en mental tilfredsstillelse at sidde med noget, som ikke udtrætter mig alt for meget. Jeg kan selv styre det, og det er et privilegie. Det er ikke noget, jeg kommer til at leve af, men man bliver lidt rockstar i egen by, og folk vil gerne snakke, og man får en masse fed feedback. Det er helt fantastisk, og det er jeg meget glad for.

Annonce
Lokalavisen Nyborg

Værsgo: 100.000 kroner til gode Danehof-idéer

Annonce
Lokalavisen Nyborg

Store mængder regn forsinker byggeri af omstridt præstegård: - Vi tager ikke nogen chancer, når det handler om skimmelsvamp

Annonce
Lokalavisen Nyborg

700 frivillige til Tour de France i Nyborg: Alle har mulighed for at være med

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

Større end nogensinde: Danehof sætter alle sejl til

Lokalavisen Nyborg

Fem fyraftener med brandvarm historie

Lokalavisen Nyborg

Gratis tilbud om hjælp til matematik: Ny matematikcafé åbner på Nyborg Gymnasium

Lokalavisen Nyborg

Arne og Lotte Nielsen flyttede til Tårup for over 50 år siden: - Når der er noget, der går godt, så tiltrækker det

Lokalavisen Nyborg

Nu afvikles Nytårskoncerten endelig - men kun for 500 personer

Lokalavisen Nyborg

Bager Gertz har fået en overhaling: Hyggebelysning og træpaneler skal fremme caféstemningen

Lokalavisen Nyborg

Landporten næsten så god som ny

Lokalavisen Nyborg

Friskole får 1,3 millioner kroner: Nyt aktivitetshus skal skabe liv i lille landsby

Annonce